Kystlinien fra Vejlby Fed til Marselisborg Skov

Som en af Danmarks få bugtbyer har Århus særlige muligheder for et smukt samspil mellem bebyggelse, landskab og vand. Det er værdifuldt at opleve vandets nærhed, det intense lys over bugten, luftens lugte, mågernes skrig og lyden af bølgerne, når de brydes mod strandbredden eller molernes bolværk.

Kystlinien fra Vejlby Fed til Varna ved Marselisborg Skov er landskabeligt meget varieret. Vejlby Fed er en del af Egå-smeltevandsdalens udmunding. Trods tæt parcelhusbyggeri er stemningen af blid strandeng tydelig. Første landskabsskift mod syd er Risskov, hvor bratte, skovbevoksede skråninger møder Grenå-jernbanens dæmning. Herfra står domkirkens spir og containerhavnens store kraner som fixpunkter. Århus Havns udstrakte kajanlæg er opfyldninger, der er placeret udenpå det historiske bycenters smalle forstrand. Det udstrakte havneareal truer med at kappe byens forbindelse med Århus Bugt.

Strandvejens smalle forstrand afgrænses af en bebygget kystskrænt. Fra Strandvejen er der fine kig til Samsø og Tunø, der i klart vejr svæver lokkende over horisonten. Afslutningen ved Marselisborg Skov er smuk. Her står de stejle skovbevoksede skrænter med væltede træer på den smalle forstrand som et romantisk guldaldermaleri.

Kystliniens spændvidde fra parcelhusklondyke sine steder i Risskov, over Århus Havns dynamik til de bratte skovskrænters romantik er sammen med nærheden til vandet og udsigten af vital betydning for Århus' identitet og historiske forankring.

 



Snit i kystlinien fra feddet til Varna.

 

Fra Grenåbanens stenbefæstede spor langs Risskovs bratte kystskrænt er der udsigt til containerhavnen og domkirkens spir.