Den virkelighed, vi i dag finder i de tidligere forstæder, er resultatet af en løbende planlægning gennem mange generationer. Allerede ved den tidligste bosætning var der tale om planlægning i betydningen fornuftsmæssige overvejelser. De middelalderlige landsbyer blev så vidt muligt anlagt med nærhed til både ager, eng og vandforsyning, og bygningerne blev opført på steder, der var passende tørre selv under vold-somme tøbrud. Landsbyernes planer skulle ligeledes opfylde en række praktiske formål, og derfor fik byerne mange fællestræk, således som det vises i Frits Hastrup: Danske Landsbytyper ( 1964). Ved udskiftningen i slutningen af 1700-årene fulgtes ligeledes nogle få hovedprincipper, der går igen fra sted til sted, og hovedskellene fra den nye ejendomsinddeling genfindes i dag overalt i vejforløb og andre synlige forløb gennem byerne.

Ved forstædernes tidligste fremvækst optrådte de private grundsælgere som planlæggere. Ejendomme med god beliggenhed nær landevej og evt. naturattraktioner blev udstykket, og parcellerne blev pålagt deklarationer, som især skulle sikre, at køberne bidrog til anlæg og vedligeholdelse af veje m.v., men også krav om villabebyggelse, forbud mod erhverv o.lign. var med til at sikre, at kvarteret fik en god standard, så også de efterfølgende parceller kunne sælges til en fornuftig pris. Planlægningens horisont var således den enkelte udstykningsejendom, men en helhedspræget byplanlægning var der ikke tale om.

En formaliseret offentlig helhedsplanlægning blev mulig med den første byplanlov (18. april 1925), men på grund af dyre erstatningsbestemmelser fik loven kun få virkninger.