Ved Norsminde Fjord

Kører man på den slyngede vej gennem landsbyerne Over Fløjstrup og Neder Fløjstrup og videre gennem Ajstrup, Lillenor og Storenor, føl-ger man i realiteten den linie, som isen under den sidste istid gik til, inden den slutteligt afsmeltede mod øst. Herved dannedes den store sam-menhængende randmoræne, på hvis top landsbyerne ligger som perler på en snor.

Syd for Storenor, hvor randmorænens skråninger falder ned mod Norsminde, drejer vejen mod øst, og et storslået landskab ligger for ens fødder. Blikket rækker frit ud over Kattegat mod Tunø og Samsø og ud over Norsminde Fjord, hvis nordkyst udgør Århus Kommunes grænse mod syd. Her møder de store morænebakker det flade område omkring noret og den inddæmmede Kysing Fjord samt det lave, kuperede terræn, der ligger mod syd. Ud gennem Norsminde løber endnu en tun-neldal fra istiden, men denne gang er det Odder Å, der løber i bunden.

Langs norets kyst ligger kun få gårde og småhuse, men fund af bopladser og grave fra forhistoriske perioder fortæller, at stedet har været oplagt til bosættelse. Den lille by ved slusen til bugten har i dag nærmest et rekreativt præg.

 



Syd for Storenor er der fra randmorænens skræntkrone vid udsigt over Norsminde Fjord og Kattegat.
Her er fritidssejlads, sommerhusbebyggelse og gammeldags havne- og kromiljø blevet sammenblandet.

Området langs Norsminde Fjord er meget smukt. Her kan man få et indtryk af, hvorledes stenalderfjordene omkring Århus Å og Egåen har taget sig ud.