Et særligt karakteristisk træk ved Århus er de skovklædte kyststrækninger mod syd og nord. De er af overordentlig stor betydning for oplevelsen af byen. Kysteme udgør i samspil med byen nogle af de væsentligste landskabelige og rekreative værdier - ikke mindst fordi store strækninger er ubebyggede.

Ser man på hele kommunens kyststrækning, frembyder den både sammenhæng og variation. Det mest sammenbindende landskabselement er de skovklædte klinter, og et smukt eksempel på en variation, der giver sammenhæng, er forløbet langs Strandvejen med den smalle alle af træer - et af de træk, der huskes af folk, der gæster byen.

De store udbredte parcel- og sommerhusbebyggelser er også variationer - om end af en mere broget og tilfældig art. De lave havebebyggelser markerer sig ikke som arkitektonisk bearbejdede byområder hverken i forhold til landskabet eller til midtbyen.

Rundt langs bugten finder man de største skovområder i kommunen. I oldtiden og senere op i middelalderen var østkysten givetvis dækket af udstrakte skove. Efter århundreders udbredt skovfældning indførtes i 1805 fredskovspligten, hvilken er grunden til, at vi i kommunen stadig har udstrakte skove langs kysterne. Her i umiddelbar nærhed af bycentret kan man få bekræftet barndommens romantiske forestilling om den danske bøgeskov som en uendelig samling af "søjler" spredt ud over et kuperet terræn. Færdes man i bøgeskovene på stierne langs vandet har man de smukkeste kig mellem "træsøjlerne" ud over bugtens vandspejl videre til Helgenæs og Mols Hoved - en oplevelse der, trods havnens nuværende størrelse, stadig er mulig.

Havnens udbygninger klemmer dog i stigende grad de bagvedliggende kyster, og den værdifulde og befriende oplevelse af bugtlandskabet re-duceres eller forhindres.

Ved Havskov og Vosnæs Pynt markerer det skovbevoksede terræn overgangen mellem vandfladen og morænelandskabet.

Ankomsten fra byen til Marselisborg Skov er præget af kultivering og pleje. Foto fra "Varna".