Giber Å er med sine tilløb et relativt kort vandløbssystem. Åen udspringer ved Testrup Mose og Ballebæk vest for Mårslet og løber mod øst ud i Århus Bugt. Åsystemet består af flere vandløb, der fra det højtliggende moræneland løber sammen ned i den markante og smukke ådal omkring Fulden og herfra videre i et stærkt slynget forløb ned gen-nem skoven til Moesgård Strand. Tilløbene danner noget nær en vifteform omkring den korte, dybe ådal med hovedløbet. Landskaberne, som åen gennemløber, kan karakteriseres dels som agerland med områder af tæt forstadsbebyggelse, og dels som stærkt kuperet terræn med skove, marker og enge.

Giber Å løber gennem et gammelt landskab. Især den østlige del må formodes at være meget uforandret siden forhistorisk tid. De rige fund af stenaldergrave og stenalderbopladser, dysser og høje samt forekomster fra jernalderen fortæller om tidlige bosættelser omkring Giber å. Ved Rokballe blev det stærke terrænfald udnyttet til en vandmølle, og længere nede ad åen ses de endnu bevarede møller - Fulden Mølle og Skovmøllen. I dag ligger landsbyerne Testrup, Mårslet, Beder og Fulden i tilknytning til åsystemet, og flere steder - eksempelvis i Mårslet og Fulden - ses meget fine sammenhænge mellem bebyggelse og vandløb. Også herregårdene Vilhelmsborg og Moesgård ligger i forbindelse med Giber Å. Vilhelmsborg ligger direkte ned til åen, mens Moesgård er flyttet op på den højereliggende agerjord fra en tidligere placering tættere ved åen. Herregårdsjordernes markstrukturer, læhegn og skove præger store dele af åsystemets omgivelser. Trods åens relativt korte forløb opleves mange steder en form for afsondrethed pga. fraværet af bebyggelse.

 

Giber Å og Ådal


Landsbyen Fulden ligger som en fortætning af beplantning og bebyggelse i ådalen.
Giber Å udmunder i bugten ved Moesgård Strand.
Ikke mindst strækningen fra Fulden, hvor åen slynger sig stærkt mod øst ind gennem det tæt skovbeplantede område ved Moesgård og videre forbi Skovmøllen ud til kysten, må betegnes som værende af høj landskabelig værdi.