REGISTRANT - Registrantområder - Indre by


udvikling sættes yderligere i relief. De skriftlige kilder, fortrinsvis fra den yngre middelalder, består af skøder, testamenter, breve og privilegier, som regel i tilknytning til kirkelige institutioner. I kilderne kan fanges mange topografiske oplysninger, der medvirker til at forklare og forstå forandringerne i bybilledet. I det følgende skal det forsøges at give en oversigt over de ændringer, midtbyen gennem tiderne har undergået, og de levn, vi endnu kan spore i dagens bybillede. Vikingetiden 900-1000-årene Vikingetiden var en periode med store omvæltninger på mange felter i det danske samfund. Blandt disse forandringer var fremkomsten af en ny bebyggelsesform - nemlig byen - der til forskel fra de samtidige landsbyer havde tilknyttet en række centralfunktioner samt bestod af en tættere bebyggelse end i landsbyerne. Disse centrale funktioner kunne f.eks. bestå i tilstedeværelsen af et marked, møntslagning, kirkeligt center, en kongelig administration eller et element af et højt specialiseret håndværk. Netop i vikingetiden opstår flere byer i Danmark, hvilket hænger nøje sammen med forholdene på landet. Udgravninger de senere år har vist, at landsbyerne, der i jernalderen flyttede rundt, nu lægger sig fast, hvortil kommer, at produktionen udvides, og nyt landbrugsland brydes. Den deraf følgende merproduktion, måske skabt af et stigende jordrente- og afgiftstryk, giver jordejerne et behov for at kunne omsætte de indvundne afgifter. Hertil er byerne et egnet sted. Byherren, som regel kongen, kunne sikre markedsfreden mod retten til at opkræve afgifter af toldlignende karakter. Ydermere havde kongen ret til at slå mønt, hvilket i 1000-årene netop sker i de fleste af de daværende byer. Byerne bliver på den tid små økonomiske centre, og dermed også magtcentre i riget - en rolle der med tiden blev mere udtalt. Århus tilhører sammen med Hedeby, Ribe og Birka ved Målaren det ældste kuld af danske byer. Anlagt helt ude ved havet på en sandholm nord for åen, nær vadestedet Immervad, der sammen med hovedfærdselslinierne mod vest og nord gav forbindelse ind i det rige landbrugsland, Århustrakten udgør. Byen går tilbage til første halvdel af 900-årene, og fra første færd var byen befæstet med en stor halvkredsvold, som	Århus i vikingetid (900- og 1000-årene). l. Udstrækning af byens befæstning fra 900-arene. Med sort er angivet de steder, hvor befæstningen erpåtruffet arkæologisk. 2. Den åbne plads, hvor der ikke erpåtruffet bebyggelse. Grænsen for pladsen er ikke påvist. 3. Den befæstede bebyggelses formodede udbredelse i vikingetiden, a. Udgravningen på Søndervold. b. Udgravningen på Katedralskolens grund. Både ved a og b er påtruffet grubehuse. 4. Domkirken ifrådsten opført o. 1070 med en påvist bebyggelse fra 1000-årene. Langs med voldens indre forløb er mod syd påvist en gade.
	ligeledes fandtes i både Hedeby og Birka på samme tid. Volden afgrænsede et såre lille byområde på kun fire til fem ha., der på havsiden vel har været forsynet med en skærmende pælespærring. Voldens forløb er kendt fra en række udgravninger og kan også erkendes ved at betragte det ældste matrikelkort fra 1864-65. Gadenavnene Volden og Graven bærer mindelser om befæstningen, og de små matrikler på Gravens sydside og på begge sider af Volden er opstået på det senere sløjfede befæstningsområde. Det samme er tilfældet med de små matrikler, der også blev udlagt langs Åboulevarden, da befæstningen blev opgivet. Grundundersøgelser har vist karakteren af denne vold, bygget i jord og måske med palisader af træ på toppen. På nord- og vestsiden lå foran volden en ca. ti m bred vandfyldt grav, der fik vand fra bakkerne nord for byen. Mod syd modsvarede åbrinken gravens funktion. Graven er påvist ved østsiden af Immervad og under Badstuegade. Den nordre gravs udløb i havet kan endnu spores i matriklerne på Mejlgades østside, hvor en smøge mellem matr. 863 og 864 markerer forløbet. På kort og billeder fra forrige århundrede ses, at smøgen var delvis vandfyldt. I befæstningen har været en	række porte. Mod vest lå porten, hvor den senere middelalderlige Borgporten var placeret mellem Store Torv og Lille Torv. Nørreport var placeret, hvor volden krydsede Mejlgade og endelig Sønderport ved åen, hvor Skolegade løber ud i Åboulevarden. Om der fra tidligste tid har været flere porte, kan ikke siges. I modsætning til befæstningen er bebyggelsen inden for volden knap så godt belyst. Af gader er kun påvist et enkelt stykke, beliggende lige inden for volden under den nuværende Andelsbank. Denne gade var opbygget af træsveller, og i den kunne ses aftrykkene af de tunge vognhjul, der har slidt sig ned i træet. Gaden fungerede gennem vikingetiden og har forbundet den vestre port med området ved Sønderport. Langs denne gade blev også erkendt en række huse, der alle var små nedgravede grubehuse forsynet med bænke og i nogle tilfælde med ildsteder eller ovne. Husene var opført i træplanker og havde tag af rør eller strå. Mellem husene, hvoraf fandtes syv i alt, var der ingen gader eller hegn. Samme bustype er desuden blevet fundet på Katedralskolens grund nær stranden, men ingen steder er man stødt på vikingetidens langhus, der kendes fra både landsbyerne og Hedeby.