Untitled Document

Byens placering i landskabet

Dengang Østjyllands landskaber blev modelleret af is- og vandmasser for 17.000-14.000 år siden, fik Århus, hvad angår landskabelig dramatik, i både pose og sæk. Det storbakkede landskab, der er højt hævet over Århus Bugt, gennemskæres af brede fladbundede smeltevandsdale. Men ikke nok med det. Ved Århus Bugt er der også varierede overgange mellem land og vand spændende fra bebyggede, blide strandenge til bratte skarptskårne, skovbevoksede kystskrænter.

Det landskab, vi ser i 1997, er siden istidens dramatiske formgivning blevet afrundet og reguleret. I det historiske bycenter er der hundreder år af gamle kulturlag. Den øvrige bydannelse inden for Ringgaden og i forstæderne spænder tidsmæssigt over perioden fra 1850-1997. Her er terrænet formet af århundreders landbrug og den regulering, der fulgte i kølvandet på den moderne tids dynamiske byvækst. Trods omfattende regulering er istidens landskab stadig nærværende for den, der bruger sanserne.

Inden udforskningen af bykroppens samspil med smeltevandets flader, bakkeskråninger og bugten er det en god ide at orientere sig fra rådhustårnets top.

Helt oppe ved klokkespillet er der en storslået udsigt. To markante flader er lette at lokalisere. Mod øst ved havnens dynamiske siloer og himmelstræbende megakraner ligger Århus Bugt udspændt som byens "blå gulv". Det historiske bycenter fungerer som et hængsel, der forbinder bugten med Brabrand Ådal og det åbne landskab mod vest. Jernbaneterrænet fremhæver smeltevandsdalens flade bund, mens tegltagene fra Åbyhøjs villakvarterer og Brabrands almennyttige etagebebyggelser giver dalens sydorienterede skråninger karakter.

Mod nord og mod syd er der udsigt til markante skråninger med fald mod Brabrand Ådal, det historiske bycenter og Århus Bugt. Den sydorienterede skråning med Charlottehøj og Trøjborg på højdedragets top får karakter af røde og gule tegltage samt af Risskov, der med sin kileform skyder sig helt ind til bycentret.

Udsigten mod syd domineres af det åbne landskab. Selv ikke Frederiksbjergs disciplinerede, tætte karrebebyggelse eller Viby og Holmes forstadskvarterer formår at tage opmærksomheden fra Marselisborgs udstrakte skovareal og Holme Bjerges bakkelandskab.

I det historiske bycenter, afgrænset af Graven, Volden, Århus Å og Århus Bugt, føles terrænet lige så fladt som en pandekage. Det er det, der gør mødet med resterne af det gamle voldanlæg, der omkransede den gamle vikingeby, særligt spændingsfyldt. Smukkest og mest inspirerende opleves det gamle voldanlægs linier fra Harald Skovbys Gade. Stærke oplevelser er der også langs Nørre Alle og Åboulevarden, hvor smeltevandsdalens flade møder bakkelandskabets skråninger. Ny Munkegade, Grønnegade, Christiansgade og Vester Alle er eksempler på byens stejle "ramper".

Sammenstødet mellem flade og skråning kan også iagttages i en større landskabsmæssig sammenhæng, hvis man aflægger smeltevandsdalene ved Egå og Brabrand et besøg. Med den langstrakte, nordorienterede, mørke skråning og det karakterfulde, bratte dyk mod det historiske bycenter er kontrasten til den udstrakte, solbeskinnede dalbund en landskabsarkitektonisk oplevelse af høj karat.

Oplevelsen af Brabrand Ådal set fra Ringgadebroen er anderledes. Her er det ikke Langenæs' markante punkthuse eller Gellerupplanens og Bispehavens skulpturelt formede etagehuse på skråningerne, der dominerer, men derimod den udspændte smeltevandsdal og de sølvblanke jernbanespor med forbindelse til Europas storbyer, der fanger opmærksomheden.

Fælles for alle indfaldsveje er, at de ved ankomsten til Århus' forstæder er højt hævet over havet. Efter passagen af forstædernes opsplittede bylandskaber falder landskabet brat mod Århus city og det historiske bycenter. Så markant falder landskabet mod bugten, at fornemmelsen af at køre ned i et hul er stærk. Grenåvej, Randersvej, Viborgvej og Oddervej har, som noget særligt værdifuldt, med deres linieføring vinkelret på de bratte skråninger udsigt til Århus Bugt.

En anden oplevelse af overordnede landskabstræk fås ved at iagttage landskabet fra Århus Bugt. Set fra Cat-Links højpotente, brummende færger står Brabrand Ådal og Egådalen tydeligt med det bakkede landskabs højtsatte horisontlinie som et effektfuldt bagtæppe. Fra bugten er det tydeligt, at den byprofil, der tegnes af rådhuset, domkirken og universitetet, er sårbar i forbindelse med nybyggeri på havnen.

De byggede strukturer kan svække eller styrke oplevelsen af landskabet og bykroppen. Linieføringen af Åbyhøjs og Risskovs villaveje på tværs af landskabets højdekurver udnytter på eksemplarisk vis udsigten og det skrånende terræn. Prisværdige er også Frederiksbjergs disciplinerede karrebebyggelser. Med den taktfaste rytme, tætheden og det homogene materialevalg fremhæves landskabets flade. Gellerupplanens etagehuse og Langenæs´ punktformede højhuse giver med deres skulpturelle klarhed horisontlinien karakter. Det gælder ikke for den uheldige etagehusbebyggelse fra 1970'ernes begyndelse ved Klostervangen. Her ses det desværre med næsten brutal tydelighed, hvor galt det kan gå, når bebyggelsesmønsteret brydes uden indlevelse for stedet og respekt for de historisk bebyggede strukturer.