Bebyggelsesmønster
Volden
Som navnet antyder er det sandsynligt, at Volden allerede eksisterede i den
befæstede vikingeby som en del af den gade, der løb langs voldanlæggets
inderside. Efter mange års forfald har Volden i 1997 fået status
som en af Århus´ bedste butiksgader med avanceret, ung mode, boligindretning
og cafeliv.
Voldens kurve løber fra Graven i nord til Store Torv i syd. Ved mødet
med bebyggelsen Borgporten tangerer Volden et torveagtigt rum, der kaldes for
Pustervig. Torvet markerer en grænse mellem lav 1800-tals bebyggelse og
høj 1900-tals bebyggelse.
Første del af Volden ved Graven indledes med et svagt tragtformet rum,
der introducerer de indbyrdes brat forskudte bygninger og den smukt reflekterende
brostensbelægning. Voldens sidste del mod Store Torv er med den høje
bebyggelse på snorlige linier tydeligvis planlagt. Skalaspringet fra lav
til høj bebyggelse opleves intenst i det snævre gaderum, der har
McDonalds neorationalistisk inspirerede facade på Store Torv som bagtæppe.
Enkeltvis er Voldens huse ikke noget særligt, men i deres helhed er bebyggelsen
værdifuld. Bygninger af høj kvalitet er Rosensgades hjørne
fra 1682 og Borgportens massivt murede krop, der i sit samspil med den rigt
dekorerede, pudsede bebyggelse mod domkirken tydeliggør storbyens puls
og elegance. Særlig smukt kommer temaet til udtryk i butikkerne med de
elegant buede hjørner og i Borgportens glasoverdækkede arkade.
Volden er en værdifuld gade på grund af det smukke forløb,
den historiske forankring og spændingen mellem nyt og gammelt.

Volden tangerer
den gamle vikingevold.
Voldens
smukke brostensbelægning og kantstene tydeliggør gaderummets
oplevelsesrige forløb.