Bebyggelsesmønster
Montanagade

I 1903 skiftede Dalgasvej navn til Montanagade. Montanagade illustrerer med sit skift fra lave, individuelle byhuse til fire etager høje lejekaserner Frederiksbjerg Østs udbygning fra 1870 til 1900-årenes begyndelse. Nu er Montanagade en attraktiv boliggade.

Montanagade løber fra Odensegade i syd til Jægergårdsgade i nord. Mellem Ole Rømers Gade og Odensegade, hvor udnyttelsesgraden er høj, udvides kørebanen fra fem til syv meter. Montanagade, der falder svagt fra syd mod nord, har ved bofællesskabet Jerngården indkig til et fint grønt fællesrum. Interessant er også skalaspringet mellem den lave og høje bebyggelse.

Fra Jægergårdsgade til Ole Rømers Gade er der en tidstypisk randbebyggelse af små, lave, individuelle byhuse med lukkede baghaver. Montanagades næste del fra Ole Rømers Gade til Sankt Pauls Gade er karakteristisk med både homogenitet og et dramatisk skalaspring. De to en halv etager høje murede huse, nr. 29, 31, 33, 35, 37 og 39, med de smukke vinduesindfatninger er fine eksempler på senklassicistisk købstadsarkitektur. Sidste afsnit med Odensegade har en fortættet, bymæssig stemning. Her fortæller sporene efter nedlagte butikker om det rige byliv, der var her engang.

Montanagade er trods uheldigt vedligehold værdifuld for sin tydeliggørelse af 1800-årenes bybygning. Bebyggelsen "Annagården" har sammen med de fine senklassicistiske købstadshuse særlige kvaliteter.

Udsigt til Montanagades små håndværkerhuse.

 



Montanagades bebyggelsesmønster.