Untitled Document

Strandparken

Hvor boligbebyggelsen Strandparken ligger i dag, blev der i 1909 afholdt en landsudstilling. Udstillingens arkitekt var den farverige arkitekt Anton Rosen. Knap 30 år efter landsudstillingens ophør blev den svagt skrånende flade med bugtudsigt bebygget igen med blokke i tydeligt slægtskab med BellaVista og Blidah Park i København. Strandparkens funktionalistiske arkitektur udtrykte en ny, fremskridtsorienteret livsform, og prioriteringen af lys og luft var en befrielse fra storbyens mørke karreer og ufrie omgangsformer.

Strandparkens funkisbebyggelse ligger på en østvendt flade, der skråner svagt ned mod kystskrænten langs bugten. Mellem Strandparkens blokke er der udsigt til smukke, grønne parkrum. Fine kig er der også fra kystskrænten mod Århus Havn samt mod H. Pontoppidans Gade, hvor den fire etager høje randbebyggelse står som en markant bymur.

Strandparkens åbne parkbebyggelse er orienteret efter solen. Det giver en særlig rumlig oplevelse. Når man bevæger sig langs bebyggelsens kant eller mellem blokkene, opstår der hele tiden nye, dynamiske, rumlige sammenhænge med korte eller dybe kig til en boligblok, et parkrum, bugten eller H. Pontoppidans Gades bykant.

De smukke, grønne parkrum mellem blokkene er opnået ved at gemme bilerne væk i et underjordisk P-anlæg, hvis indkørsel ved Marselis Boulevard giver mindelser om hvalen Moby Dicks frygtindgydende gab. Strandparkens regulære blokke lever ikke helt op til den internationale funktionalismes elegante udfordring af tyngdekraften. Der er dog i de pudsede stokkes dristige skæring med kystskrænten, det tynde tagudhæng, karnapperne og de støbte altanbetondæk klare signaler, som tidsfæster bebyggelsen til 1930'ernes arkitektoniske brydningstid.

Strandparken er Århus' eneste rene eksempel på funkistidens kompasnålsplaner. I den sammenhæng er udformningen af Marselis Boulevards gennemførsel til havnen beklagelig.