Bebyggelsesmønster
Strandparkens bebyggelsesmønster.
Strandparken
Hvor boligbebyggelsen Strandparken ligger i dag, blev der i 1909 afholdt en
landsudstilling. Udstillingens arkitekt var den farverige arkitekt Anton Rosen.
Knap 30 år efter landsudstillingens ophør blev den svagt skrånende
flade med bugtudsigt bebygget igen med blokke i tydeligt slægtskab med
BellaVista og Blidah Park i København. Strandparkens funktionalistiske
arkitektur udtrykte en ny, fremskridtsorienteret livsform, og prioriteringen
af lys og luft var en befrielse fra storbyens mørke karreer og ufrie
omgangsformer.
Strandparkens funkisbebyggelse ligger på en østvendt flade, der
skråner svagt ned mod kystskrænten langs bugten. Mellem Strandparkens
blokke er der udsigt til smukke, grønne parkrum. Fine kig er der også
fra kystskrænten mod Århus Havn samt mod H. Pontoppidans Gade, hvor
den fire etager høje randbebyggelse står som en markant bymur.
Strandparkens åbne parkbebyggelse er orienteret efter solen. Det giver
en særlig rumlig oplevelse. Når man bevæger sig langs bebyggelsens
kant eller mellem blokkene, opstår der hele tiden nye, dynamiske, rumlige
sammenhænge med korte eller dybe kig til en boligblok, et parkrum, bugten
eller H. Pontoppidans Gades bykant.
De smukke, grønne parkrum mellem blokkene er opnået ved at gemme
bilerne væk i et underjordisk P-anlæg, hvis indkørsel ved
Marselis Boulevard giver mindelser om hvalen Moby Dicks frygtindgydende gab.
Strandparkens regulære blokke lever ikke helt op til den internationale
funktionalismes elegante udfordring af tyngdekraften. Der er dog i de pudsede
stokkes dristige skæring med kystskrænten, det tynde tagudhæng,
karnapperne og de støbte altanbetondæk klare signaler, som tidsfæster
bebyggelsen til 1930'ernes arkitektoniske brydningstid.
Strandparken er Århus' eneste rene eksempel på funkistidens kompasnålsplaner.
I den sammenhæng er udformningen af Marselis Boulevards gennemførsel
til havnen beklagelig.

Fra Strandparkvej
er der udsigt til funkisbebyggelse i fint samspil med grønne parkrum.
Snit - Strandparkens grønne parkrum
Snit Strandparkens bebyggelsesmønster.