Bebyggelsesmønster
Villabebyggelsen
Skovbakkens havebyrum.
Villabebyggelsen
Skovbakken
Kort efter 1. Verdenskrigs afslutning blev der i Århus stiftet en række
boligforeninger. Den første, Arbejdernes Andels Boligforening fra 1919,
fik kommunegaranti for lån og tilskud til opførelsen af 35 dobbelthuse
og et enkelthus på en grund nord for bydelen Trøjborg. I 1997 er
villabyen Skovbakken et eftertragtet sted at bo.
Nordre Ringgade, Dronning Margrethes Vej og Skovvangsvej afgrænser villabyens
trekantede grundstykke, som er en del af den svagt skrånende flade, der
falder mod Århus Bugt i øst og det historiske bycenter i syd. Fra
de tre omkransende veje er der udsigt til Risskov, mens der fra Marienlunds
Alle og Rugbakkevej er kig til intime villaveje.
Bebyggelsesmønsteret, det slyngede vejforløb og arkitekturen står
i gæld til den engelske havebybevægelse. Det ses tydeligst ved Rugbakkevej,
hvor det med enkle midler er lykkedes at skabe et kultiveret, bymæssigt,
grønt rumforløb. Også mødet mellem Rugbakkevej og
Marienlunds Alle er for samspillet mellem bebyggelse og vejforløb eksemplarisk.
Villabyen Skovbakkens dobbelthuse er velholdte. Efter årtier med uheldig
vedligeholdelse er den omfattende renovering af bebyggelsen prisværdig
for sin omhyggelige detaljering af kviste, karnapper og vinduer. Mellem husene
er der fine kig til havernes gamle frugttræer og de små lysthuse.
Villabebyggelsen Skovbakken er værdifuld som et fint eksempel på
engelsk inspireret haveby. De sikkert proportionerede, murede dobbelthuse bør
beskyttes mod uheldigt vedligehold. Smukt ville det også være, hvis
Marienlunds Alle kunne genskabes med en ny rumdannende træbeplantning.


Villabebyggelsen Skovbakken er inspireret af den engelske havebybevægelse.
Indblik
til et lysthus i en have.
Snit villabebyggelsen Skovbakken.