Bebyggelsesmønster
Jacob Adelborgs Alle

Jacob Adelborgs Alle og Vejlby Feds nord-sydorienterede stikveje blev anlagt i 1900-årenes begyndelse. Intentioner om en bebyggelse af format blev ikke fulgt op, fordi Vejlby Feds veje ofte blev udbygget med en blanding af murermestervillaer og små sommerhuse. Trods en klondykeagtig tæthed i forbindelse med nybyggeri på de opdelte og frasolgte grunde er Jacob Adelborgs Alle i 1997 et sted, hvor mange drømmer om at bo.

Jacob Adelborgs Alle løber snorlige over Egådalens flade smeltevandsbund, der ved kysten bliver beskyttet mod oversvømmelse af et dige. Fra Jacob Adelborgs Alle er der udsigt til en fin træbeplantning, et glimt af bugten og det stærke, sitrende himmellys mod syd.

Af den oprindelige sommerhus- og villabebyggelse er der ikke meget tilbage. Helt nede ved vandet i første række ligger et stedmoderligt behandlet sommerhus med tilskoddede vinduer, mens Jacob Adelborgs Alle 17 repræsenterer 1920'ernes velbyggede murermestervillaer. Den nye villabebyggelse kompenserer for god arkitektur med potteplanter, lave, opstammede træer, voluminøse carporte og pastelfarvet, spansk inspireret postmodernisme.

Samlet vurderet er Jacob Adelborgs Alle værdifuld for sit forløb og det fine samspil med bugten. Hvad angår bebyggelsen er alleen tidstypisk for sin selvpromoverende, økonomisk potente arkitektur garneret med planteskolernes sidste salgstilbud.

Ved Jacob Adelborgs Alles møde med stranden får begrebet herlighedsværdi for alvor mening.

 

På de smalle grunde er afstanden mellem whiskybæltets velhavervillaer ringe.

 



Snit i Jacob Adelborgs Alle