Bebyggelsesmønster

Fra Ludvig Holbergs Vejs skrånende forløb er der udsigt til Holme Bjerge.

 

Ludvig Holbergs Vejs oprindelige bebyggelse udstråler soliditet og håndværksmæssig stolthed.

 



Snit i Ludvig Holbergs Vej.
Ludvig Holbergs Vej

Åbyhøj voksede kraftigt i 1900-årenes første halvdel fra 481 i 1901 til 10.036 i 1955. Nytilflytterne, der nød godt af Åbyhøjs skattely, bosatte sig på Brabrand Ådals sydorienterede skråning. I 1997 er de rationelt udstykkede nordvest-sydøstvendte villaveje blandt Århus' populæreste boligområder.

Ludvig Holbergs Vej løber over Brabrand Ådals sydorienterede skråning i et jævnt faldende forløb fra Silkeborgvej i nord til I.P. Jacobsens Vej i syd. Fra Ludvig Holbergs Vejs højeste del er der udsigt til Holmes bakkelandskab. Vejens fald giver fine oplevelser. Ned ad bakke er kroppen svævende let. Op ad bakken skal der bruges kræfter for at forcere den karakterfulde, skrånende "rampe".

Ved ankomsten til Ludvig Holbergs Vej fra Silkeborgvej lukker et knæk for udsigten. Efter knækket blændes der op for et skrånende, snorlige vejforløb, hvis karaktertræk tydeliggøres af den tilbagetrukne bebyggelse. Bebyggelsen spænder arkitektonisk vidt fra 1920'ernes murermesterhuse over 1930'ernes funkis til 1970'ernes parcelhuse. Den
er velbygget, men uheldige carporte, nye vinduer og tagudskiftninger skæmmer. En undtagelse fra det arkitektoniske forfald er murermestervillaen "Pax", nr. 24. Her står den robuste, murede klump endnu i frydefuld spænding til præcise zinkinddækninger og spinkle vinduessprosser.

Selvom udnyttelsesgraden er lav, er Ludvig Holbergs Vej sammen med områdets øvrige parallelle veje værdifuld som et eksempel på et bymæssigt rum med en disciplineret linieføring, der tydeliggør ådalens landskab.