Ryesgade og Banegårdspladsen

I 1920'erne kom der efter årelange diskussioner gang i byggeriet af den nye hovedbanegård. De specielle adgangsforhold fra banegraven løftede Banegårdspladsen en hel etage op over Ryesgades niveau. Konsekvensen blev, at den oprindelige bebyggelse fra Banegårdspladsen til Sankt Knuds Kirke blev revet ned, og Ryesgade blev omlagt. Langs
Ryesgade blev der bygget en ny fem etager høj rødstensbebyggelse
afstemt i dimension og rytme efter Banegårdspladsens fornemme randbebyggelse. I 1997 hersker der over Banegårdspladsens fine rumdannelse desværre en stemning af tysk motorvej.

Forløbet Ryesgade – Banegårdspladsen kan opdeles i to afsnit. Første afsnit er Banegårdspladsens markante rum, der desværre ved hjørnet mod M.P. Bruuns Gade svækkes af et uindlevet barakbyggeri. Heller ikke Banegårdspladsens flade, der lider under trafikingeniørernes usentimentale rationalitet, lever op til pladsdannelsens åbenlyse, arkitektoniske muligheder. Andet afsnit er Ryesgade, der først falder karakterfuldt mod Sankt Knuds Kirkes fine eksempel på 1800-årenes murstensarkitektur. Ryesgades sidste del stiger svagt mod Søndergade og Reginakrydsets fine rumdannelse. Randbebyggelsens rigt udsmykkede facader skæmmes af dominerende skiltning. Problematisk er også oplevelsen af hovedbanegårdens nyklassicistiske gavl, der ødelægges af flagstænger, træer og dårligt byinventar. I det visuelle morads er Sankt Knuds Kirke og Banegårdspladsens randbebyggelse befriende med sikker proportionering, omhyggeligt formede detaljer og dygtigt håndværk.

Samlet vurderet svækkes det fine rumforløb af overdreven tivolisering med dominerende skiltning og byinventar af dårlig arkitektonisk kvalitet.

Banegårdspladsen.

Banegårdspladsens randbebyggelse er rig på detaljer.

 

Banegårdspladsen er præget af trafik med stemning af motorvej.

 

Ryesgades beplantning lukker for kigget til hovedbanegården.