Landbrugets bygninger i bindingsværk og grundmur

Århusegnen er rig på bindingsværksgårde. Den relativt lette adgang til godt egetømmer i skovene har betinget brug af rigeligt og kraftigt dimensioneret træ. Et studie af bindingsværksgårdene dokumenterer en række karakteristiske træk. Stolperne er hovedsagligt tappet i en meget svær fodrem. Der er gjort flittigt brug af over- og underdokker. Undertiden, som det ses på billedet af gården på Lindå Møllevej, er dokkerne anbragt med en så kort indbyrdes afstand, at de reelt ikke har nogen konstruktiv værdi. Det skrå tømmer, der ofte ses anbragt i hjørnerne, har en sideværts stabiliserende funktion. I Østjylland blev tømmer og tavlfelter tidligere ofte malet i kontrasterende farver. En del steder ses sort tømmer og hvide tavl og kombinationen sort tømmer og røde tavl.

I 1800-årene ændredes byggeskikken fra gennemstukne loftsbjælker til at ligge på tagremmen. En ændring, der forøgede den indvendige rumhøjde væsentligt. På en række lidt finere bindingsværksgårde tilføjede man, ligeledes i 1800-årene, ofte en flerfagskvist midt på facaden. Inspiration til denne ide stammer fra 1700-årenes herregårdsarkitektur. Bindingsværksgården på Skibbyvej 60 i Skibby er et godt eksempel på denne skik.

Den firlængede gård har været almindelig på Århusegnen. Især såkaldte tvillinggårde, to firlængede gårde med en fælles længe, har medvirket til at give flere landsbyer en helt egen og meget stærk bebyggelseskarakter. I dag er der kun een tvillinggård tilbage i landsbyen Kvottrup, i 1875 var der to. Ikke blot lokalt, men også nationalt er disse gårde umistelige.

Hensynet til det moderne landbrug medvirker til, at gårdene mister deres oprindelighed. For eksempel er det beklageligt, at stråtage erstattes med nyere materialer, der ingenlunde harmonerer med de gamle bygninger.

Grundmuren var i århundreder forbeholdt få bygninger, kirker, klostre og herregårde; det var et kostbart byggemateriale. I Århusområdet, der var rigt på godt træ, blev grundmurede stuelænger først almindelige fra midten af 1800-årene. Den tyske arkitekt Martens opførte i 1855 en ny avlsgård til herregården Vilhelmsborg i kløvet kampesten. Dette byggeri har tydeligvis inspireret de lokale håndværkere, som opførte et stort antal kampestenslænger. Materialet var billigt, idet man blot hentede det fra stendiger, som man gennem århundreder havde dannet af marksten. Gården Stenege, der oprindeligt var enkesæde for Vilhelmsborg, er et godt eksempel på denne byggeskik.

Teglstensbyggeriet i 1800-årene var præget af et højt håndværksmæssigt niveau. Opførelsen af en række smukke gårde viser bygmesternes indtog i bondearkitekturen. I deres form virker de, på trods af at det var en nydannelsernes tid, traditionsbundne med vinkeltag, kamtakgavle og bygninger, der samledes om en gårdsplads. Som Kærbygaard var disse gårde ofte pudsede og kalkede i gule og hvide nuancer. Gårdene er et væsentligt element i kulturlandskabet.

Til top

 

Harlev Møllevej 7 A, Gl. Harlev – anlægget er medtaget som eksempel på et af de mange gårdanlæg, der er opført i en blanding af forskellige konstruktionstyper, i dette tilfælde bindingsværk og tegl.

Damgård, Lindå Møllevej 7, Lindå – den sydligste gård på Lindå Møllevej udgør et usædvanligt velbevaret eksempel på et mindre firlænget gårdanlæg i bindingsværk med begrænset brug af kampesten.

Kvottrupvej 100, Kvottrup – et kig ind gennem portlængen til den ene af de to gårde (tvillinggård).

 

Kærbygaard, Kærbyvej ved Kasted.

 

Hørretvej 156, Stenege, Hørret – tidligere enkesæde til Vilhelmsborg.

 

Husmandssted opført i 1920, Grimsbrovej, Todbjerg. I 1920 blev en ny landbrugslov vedtaget til støtte for oprettelse af flere husmandsbrug. Det medførte, at der alene i 1920'erne blev opført 9.-10.000 nye husmandsbrug. Bedre Byggeskik-bevægelsen var en væsentlig inspiration for dette byggeri.