Landsbyerne
og landskabet
Vorre
Vorre har en usædvanlig
smuk landskabelig placering på toppen af en morænebakke. Den højtliggende
placering giver mulighed for flotte udsigter over det storslåede landskab,
der falder mod Kalø Vig. Byens profil er domineret af den gamle mejeriskorsten,
der er specielt fremtrædende fra Vorrevej fra vest samt ved indkørslen
til byen fra Kirkemosevej.
Vorre kendes tilbage til 1245, hvor byen benævnes som Wortu. Den er karakteriseret
som en rektangulær, reguleret vejforteby, og den ældre gård-
og husbebyggelse har sandsynligvis ligget regelmæssigt placeret omkring
en fortelignende gade.
Det rumdannende bebyggelsesforløb langs Vorrevej med en småhusbebyggelse
fra tiden omkring 1900, og det markante andelsmejeri Lykkesholm er karakteristisk
for byen. Mejeriet, der blev oprettet i 1890, har bevaret sin hovedform samt
den høje mejeriskorsten, og anlægget er et af kommunens bedst bevarede
mejerier af denne type. Mod øst danner to ældre gårde og
store fritstående træer en smuk indramning af udsigten mod Kalø
Vig.
Byen afgrænses meget smukt mod det åbne land af fem gårde.
De to østligste har bevaret deres oprindelige placering i byen.
Det meget smukke samspil mellem bebyggelse og landskab gør Vorre til
en værdifuld helhed.
Fra den højtliggende landsby er der en smuk udsigt mod Kalø
Vig. De to gårde, der indrammer udsigten, er de to eneste gårde,
der ikke er udflyttede.
Skorstenen på mejeriet Lykkesholm karakteriserer byen vidt omkring,
og mejeriet danner en markant afslutning på Kirkemosevej mod syd.