Landsbyerne
og landskabet
Langs Elstedvej syd for den gamle forteplads er et smukt forløb af
lave, enkle småhuse.
Elsted
Elsted ligger højt
placeret i et bakket morænelandskab, der åbner sig mod syd, hvor
terrænet falder mod Lystrup og Egådalen. Den landskabelige placering
opleves tydeligst nord for byen, hvor der fra det bakkede landskab er en smuk
udsigt mod Århusbugten. Den lille tætte kirke med det karakteristiske
tårn ligger hævet på en lille banke og kendetegner byens profil
i det bakkede landskab.
Elsted kendes tilbage til 1374, hvor byen betegnes som Elstedt Mark. Landsbyen
kan karakteriseres som en uregelmæssig vejforteby, og den tidligere gård-
og husbebyggelse lå omkring en irregulær, fortelignende gadeudvidelse
i byens nordlige del samt langs Elstedvej mod syd.
Den gamle landsby er delvist afgrænset fra de omkringliggende parcelhusområder
af grønne arealer. Man oplever således stadig den gamle landsby
som en selvstændig struktur. Den gamle forte er indenfor de sidste årtier
delvist bebygget med parcelhuse, men den nordlige del er endnu bevaret som en
åben grønning. Det gamle gadekær er bevaret i den sydlige
del. Foran kirken er der en meget fin og enkel lille plads.
Tre
af de gamle gårde har bevaret deres placering i byen, og den nordligste
danner en fin afslutning på byen. En stor, markant kampestenslade ligger
i et fint samspil med den åbne grønning, der er den sidste ubebyggede
del af den gamle forte.
Elsted er den kulturhistoriske kerne i et større område med boligbebyggelse
uden bymæssig identitet.