Landsbyerne
og landskabet
Kasted
I et lille dalstrøg, der gennemstrømmes af Egå, ligger landsbyen
Kasted. Bebyggelsen ligger langs sydsiden af det øst-vestgående
dalstrøg, og på nordsiden ligger hovedgården Kærbygård.
Kirken ligger usædvanlig smukt placeret på et lille næs, der
skyder sig frem i dalstrøget, og den højtliggende kirke kendetegner
byen vidt omkring i landskabet.
Kasted kendes tilbage til 1220, hvor byen benævnes Calztat.
Byen kan karakteriseres som en slynget vejby. Den tidligere bebyggelse lå
langs sydsiden af Kasted Byvej.
En stor del af landsbyens gårde er udflyttede eller nedlagte, og byen
har udviklet sig på de gamle gårdtomter inden for den tidligere
landsbystruktur.
Den karaktergivende bebyggelse i landsbyen ligger langs Kasted Byvej, hvor de
lave længehuse, der er opført i henholdsvis bindingsværk
og grundmur, sammen med beplantningen og det let slyngede vejforløb danner
et homogent og oplevelsesrigt forløb. Fra den gamle Bygade er en række
smukke kig op mod kirken, der er adskilt fra bebyggelsen af engarealer og smukke
græsklædte skråninger.
Af bygninger, der har særlig betydning for byen, må nævnes
Kastedgård, der er den eneste af de ældre gårde, som er bevaret.
Den ligger smukt ud til de åbne arealer vest for kirken.
Landsbyens landskabelige placering i dalstrøget og den enkle bebyggelses
samspil med den usædvanligt smukt beliggende kirke gør Kasted til
en bevaringsværdig sammenhæng.
Fra Kasted
Byvej er der en række smukke kig op mod kirken.
Den gamle smedje
er opført i 1863 i kløvet kamp.