Lyngby
Lyngby ligger ved foden af et nord-sydgående bakkedrag, der kulminerer ved Glamhøj sydøst for byen, hvorfra der er vidt udsyn over bebyggelsen og landskabet. Vest for landsbyen ligger Lyngbygårds store, åbne herregårdsmarker. Byens profil er kendetegnet af den tætte kirke med den lille tagrytter, der ligger smukt ud til det åbne landskab mod vest.

Lyngby kendes tilbage til første halvdel af 1300-årene, hvor den benævnes som Liungby. Byen er en slynget vejby, og den tidligere gård- og husbebyggelse lå langs Lyngbygårdvej og Glamhøjvej.

I sidste halvdel af dette århundrede har byen udviklet sig med enkelte parcelhuse i såvel byens yderkanter som inden for den oprindelige bydannelses område.

Lyngby er karakteriseret af et blandet bebyggelsesforløb, der ligger langs den let slyngede Lyngbygårdsvej. Bebyggelsen domineres af den lille kirke, der ligger let fremskudt i gadelinjen, så der dannes en række varierede kig mod kirken fra både nord og syd. Øst for kirken ligger to af de ældre bindingsværksbygninger samt en smuk landbrugsbygning fra tiden omkring 1900. Kirken og de lave huse danner en tæt helhed, der åbner sig mod syd i en smuk udsigt over de flade marker mod vest.

Langs den kraftigt stigende Glamhøjvej er der ligeledes et smukt forløb, hvor to lave bindingsværkshuse danner en smuk afslutning.

Den bevarede del af den ældre bebyggelse og de landskabelige kvaliteter udgør en bevaringsværdig helhed med rumlige og kulturhistoriske kvaliteter, som man fortsat bør værne om.

.

Lyngbygård
Lyngbygård ligger særdeles smukt på kanten af de stejle skrænter, der falder ned mod den snævre Lyngbygård Ådal.

Lyngbygård kendes tilbage til 1500-årene, hvor godset hørte under Ring Kloster, men hovedbygningens nuværende udtryk stammer fra slutningen af 1700-årene. Den østre del af bygningen blev opført i 1755 af Johan Althalt, og 20 år senere opførte hans enke, Anne Elisabeth Althalt bygningens vestre del. At de to bindingsværksfløje ikke er samtidige, kan tydeligt aflæses på facadernes forskelligheder i fagrytme, størrelse m.m.

På havefacaden opførtes i 1876 et lille tårn, der i materialer og udtryk knytter sig til hovedhuset. Hovedbygningen har tidligere indgået i
et mere regulært anlæg end det nuværende og har udgjort den nordre del af et rektangulært gårdrum. Den nuværende avlsgård er opført efter en brand i 1828, og moderniseret i 1911.

Kernen i det lille herregårdsanlæg er den særprægede 1700-tals hovedbygning, der er sammensat af to forskelligartede, men dog beslægtede bindingsværksbygninger. Bygningen er opført i egebindingsværk i to stokværk med murede tavl.

Det halvvalmede tag er belagt med røde vingetegl og prydes af fire hvidkalkede skorstene. Bygningen er opført med høj kælder og mod gården er to fornemme vifteformede granittrapper med spinkle og elegante smedejernsgelændere. Det vestre indgangsparti, der er bygningens hovedindgang, er i facaden fremhævet med en frontispice og en enkel dørindfatning med pilastre og trekantfronton.

Parken er en stor, jævn plæne, der afgrænses af anlagt løvbevoksning, der danner en kultiveret overgang til skoven og ådalen mod nord og vest samt til de vidtstrakte marker mod øst.

Hovedbygningen på Lyngbygård er opført i flere perioder. Den østre del er opført i 1755, mens den vestre er opført i 1775. Trods forskellighederne har bygningen et homogent og rigt facadeudtryk.

 

De to bindingsværkshuse langs Glamhøjvej er opført som husmandsteder før 1800; de er en del af den ældre landsbybebyggelse.

 

Til top