På et lille
plateau i Århus Ådal ligger landsbyen Harlev, og byens profil med
det store massive kirketårn ses vidt omkring. Landsbyen ligger i et usædvanlig
flot samspil med landskabet, og den let åbne bebyggelsesstruktur giver
mulighed for en række flotte landskabelige kig ud af byen.
Harlev kendes tilbage til begyndelsen af 1200-årene, hvor byen benævnes
som Hathelef. Byen er en slynget vejby, og den ældre gård- og husbebyggelse
ligger langs den slyngede bygade, hvis forløb er formet af det bakkede
terræn. Den ældre vejstruktur er velbevaret, og flere af de ældre
gårde er bevaret i byen.
Bebyggelsen fortættes i vejsammenskæringen vest for kirken, hvorfra
der er smukke udsigter over landskabet og kig mod præstegården,
der er opført i 1732. De tre fornemme, stråtækte bindingsværkslænger
er sammen med den store præstegårdshave og kirken en enestående
helhed.
Øst for kirken ligger den gamle skole, der er opført under Skanderborg
Ryttergods i 1721. Langs Harlev Kirkevej, der slynger sig ned i lavningen mod
nord, er der et smukt bebyggelsesforløb med flere velbevarede bindingsværkshuse.
Langs sydsiden af Højbyvej ligger en række af lave, enkle småhuse,
som danner en usædvanlig fin helhed.
Samspillet mellem den velbevarede gård- og husbebyggelse, landskabet og
kirken, præstegården og rytterskolen er en helhed med store kulturhistoriske
og arkitektoniske kvaliteter.
Harlev Præstegård
er et usædvanlig fornemt anlæg, der ligger i en enestående
flot sammenhæng med kirken.