Landsbyerne og landskabet



Den velkomponerede hovedbygning har midterrisalit med attika og markerede sidepartier med refendfugning. De to elegant rundede sidefløje danner en smuk overgang til ladegårdsbygningerne.

 

Moesgård

Moesgård er placeret i det smukke landskab i udkanten af Moesgård Skov. Syd for anlægget falder terrænet ned mod det markante dalstrøg, der gennemstrømmes af Giber Å. Det skrånende terræn, vandløb og søer er bevidst inddraget og bearbejdet i den kultiverede og smukt anlagte park.

Moesgårds historie går tilbage til 1500-årene, da gården blev oprettet som hovedgård. Gården lå da nede i ådalen ca. en km. sydvest for det nuværende anlæg. Gården blev flyttet til den nuværende placering i sidste halvdel af 1600-årene. Det nuværende anlæg blev opført i 1780-84 af C.F. Gyldenkrone efter tegninger af hofbygmester Chr. Joseph Züber. Anlægget er nu indrettet til Forhistorisk Museum ved en om- og tilbygning foretaget af arkitekt C.F. Møller i 1964.

Kernen i det helstøbte anlæg er den hvidkalkede hovedbygning, der med to rundede sidefløje danner en elegant afslutning på den store gårdsplads. Hovedhuset har helvalmet tag og er opført i to stokværk med midter- og siderisalitter. Mod haven prydes bygningen af et halvrundt midterparti, der øverst afsluttes af en balustrade.

Den hvidkalkede hovedbygning ligger i et fint bearbejdet samspil med avlsgårdens røde teglstensbygninger. De to vestligste af ladegårdens længer danner en lille forgård omkring aksen, der fortsætter med alleen langt ud i landskabet.

Øst for hovedbygningen ligger den store, smukt anlagte park, der mod nord og syd er afgrænset af smukke, klippede lindealleer, der danner en elegant og bearbejdet overgang til det omkringliggende landskab. Plænen er fornemt bearbejdet og terrasseret. Mod øst opløses den stramt anlagte have i en landskabshave med søer, slyngede stier og fritstående træer. I parkens østligste afgrænsning ligger en lille gravplads omkranset af et stengærde og beplantning.



Det omkringliggende landskab er elegant inddraget og udnyttet i haven. Mod syd danner alleerne en smuk transparent væg og mod øst åbner den "landskabelige" bevoksning sig. Haven fortsætter tilsyneladende langt ud i landskabet.

 

Til top
Samlet set udgør Moesgård et usædvanligt homogent og sammenhængende herregårdsanlæg, der er karakteriseret af en enestående sammenhæng mellem hovedbygning, avlsgård, park og landskab.