Byen er i stadig udvikling. Bygninger rives ned for at give plads til nye, andre bevares og fornyes. Det giver anledning til tilbagevendende diskussioner om balancen mellem tradition og nyskabelse. Man kunne også kalde det spørgsmålet om balancen mellem at bevare eller bygge nyt.

Det er kontrastrigdommen i de sidste 100-150 års udvikling og omdannelser, der er overvældende. Den i dag nødvendige bevaringsplanlægning stilles over for definitionsproblemer. Det er både i de overordnede, strukturelle træk, i storbyarkitekturen, i sporene af den traditionsbundne købstad og i dens forstæders egenart, at bevaringsplanlægningen skal tage sit udgangspunkt.

Der ligger således i bevaringsbegrebet en flertydighed, idet den aktive storby også må lægge vægt på bevaring af muligheder for fornyelse, men med en forankring i traditionen, også i forholdet til den oprindelige landskabsstruktur. Det kan være nyttigt at mærke sig, at landsbyen kan og bør være omfattet af de samme overvejelser – bevaring af et miljømæssigt særpræg gennem funktionsbestemte fornyelser – i overensstemmelse med, hvad der kan betegnes som 'god byggeskik'. Parallelt hermed kan begrebet 'byfornyelse' paradoksalt nok i praksis omsættes til et effektivt redskab til bevaring i de ældre bydele.

Bevaringsbegrebet omfatter også byarkitektonisk unikke bygninger, anlæg eller strukturer, der unddrager sig den sædvanlige kategorisering. Et eksempel er Århus Å, der kan siges at have gennemløbet sin egen helt usædvanlige bevarings- og gendannelsesproces.

Bevaringsværdige bygninger – trods afstanden i tid og arkitektur lever de sammen. Århus Katedralskole mod Mejlgade.

 

Til top