Untitled Document

Århus Kommune har udarbejdet en hel række af lokalplaner med et klart bevarende sigte. For Universitetsparken foreligger der en lokalplan til bevaring den store campusbebyggelses form og struktur og sikring af, at ny bebyggelse opføres indenfor bestemte byggefelter, der bevarer den samlede bebyggelses hovedstruktur og sikrer at den kendte kubiske arkitektur i detaljer efterleves ved nybyggeri. 19 ud af de ialt 104 landsbyer i Århus Kommune er omfattet af en bevarende lokalplan. En række lokalplaner for Midtbyens karreer sikrer byfornyelse, men har som udgangspunkt primært bevaring af den traditionelle bebyggelseskarakter til formål.

I Århus Kommunes indtil videre over 500 lokalplaner er bevaringsformålet dog som oftest sekundært. Hvor der i et lokalplanområde registreres bevaringsværdige træk eller enkeltelementer, bebyggelses- såvel som landskabsmæssige, følger det af kommuneplanen, at disse skal indgå i lokalplanens bestemmelser med angivelse af krav eller retningslinier, hvori ikke blot bevaringsindholdet, men også det indbyrdes forhold mellem nyt og gammelt kommer til orde.

Der er her sket en bemærkelsesværdig udvikling, der særligt tydeligt kan aflæses af landsby-lokalplanlægningen i Århus Kommune. De første lokalplaner indeholdt restriktive bestemmelser til sikring af 'god byggeskik' i en landsby, herunder lister over krav til de enkelte bygningselementers form, materialer, farver osv. Senere samledes disse i bilag, hvortil der henvistes via en fodnote, idet byggetilladelser betinges af, at disse retningslinier i princippet følges. Da retningslinierne efterhånden fandt en standardiseret form, blev der udarbejdet en generel vejledning, 'Landsbyernes bevaring', Magistratens 2. afd., januar 1991, hvortil der henvises i lokalplanen. En sådan vejledning har selvsagt en vis virkning på bevidstgørelsen om begrebet god byggeskik, også uden at der udarbejdes lokalplan.

Lokalplan nr. 335 for Borum, 1989, er et eksempel på den tidlige type, indeholdende en betydelig stofmængde, der tilsigter efterlevelse med hensyn til den enkeltes bidrag til bevarelse af landsbykarakteren. Nr. 448 for True, 1995, er den slankere type, uden at dette dog går ud over hovedformålet; sikring af bevaring af netop denne landsbys særpræg og kvaliteter. I begge de nævnte er hovedvægten lagt på en videregivelse af betydningen af indsigt i de grundelementer, der gør et landsbymiljø bevaringsværdigt.