Århus hører sammen med Ribe og Hedeby til Danmarks ældste byer, der er grundlagt i vikingetiden. Ribe opstod som handelsplads engang i 700-årene, mens Hedeby udviklede sig fra begyndelsen af 800-årene. I Århus er de tidligste arkæologiske fund, der markerer byen som et bysamfund, dateret til årene omkring 900, og byen er således noget ældre end både Odense, Roskilde og Viborg, der formentlig er opstået i den senere del af 900-årene.

I de få skriftlige kilder, der omtaler danske forhold i 900-årene, er byen første gang nævnt i et dokument fra 948 fra et kirkemøde i Ingelheim i Tyskland med deltagelse af tre danske bisper fra Slesvig, Ribe og Århus. I tyske kejserbreve fra 965 og 988 er byen igen nævnt som bispeby, ligesom den senere krønikeskriver Adam af Bremen omtaler Århus som søhandelsby og bispesæde i sidste halvdel af 900-årene. Byens oprindelige navn, der tidligst er overleveret på mønter, slået i byen omkring 1040, var Aros, der slet og ret betyder "åens munding".

Der har i den tidligere forskning været uenighed om, hvor den oprindelige by lå, enten i området omkring domkirken eller længere mod vest ved den nuværende Vor Frue Kirke. De seneste årtiers arkæologiske udgravninger har dog vist, at byen blev anlagt på domkirkeområdet helt ude ved havet nord for åmundingen, hvor der var en sandbanke mellem havet og et vadested (Immervad) over åen.

Vadestedet har også før byens opståen været benyttet som færdselsåre over den brede ådal, der langt ind i landet lå hen med sumpede og våde engstrækninger. Det var derfor et vigtigt knudepunkt for den nordsyd-gående vejforbindelse og bådtrafikken ad åen. Som handels- og havneplads var stedet derfor et godt udgangspunkt for de videre handelskontakter østpå over Kattegat.