I den første tid var Århus en åben handelsplads, men vikingetiden var en urolig tid, og det varede ikke længe, før der blev opført en vold til beskyttelse af bebyggelsen på sandbanken. Selv om man ikke har meget kendskab til magtforholdene i Danmark i første halvdel af 900-årene, må det dog antages, at kongemagten har været byens herre og stået bag voldbyggeriet, der betød, at Århus i vikingetiden og en del af middelalderen ikke blot var en handelsby, men også havde karakter af en stærk fæstning. Der er overleveret beretninger om adskillige angreb på byen, og både skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger vidner om, at volden blev udbygget og forstærket både i 1000- og 1100-årene.

Volden strakte sig i en hesteskoformet bue uden om det nuværende domkirkekvarter med en forholdsvis kort strækning i vest og to længere forløb i nord og syd. Den åbnede sig ud mod havet, hvor byen formentlig har været beskyttet af pælespærringer, der forlængede voldarmene ud i vandet. Mod syd fulgte volden nordsiden af åen omtrent til Immervad, hvor den drejede mod nord langs de nuværende gader Borgporten og Volden. Nordvoldens forløb har været omtrent langs den sydlige side af Graven der, som navnet antyder, er anlagt på en opfyldt voldgrav langs voldens yderside.

Volden, der har omsluttet et område på omkring 6 ha, har formentlig haft en bredde på ca. 20 m og en højde på mere end 4, og kan således sammenlignes med volden omkring Hedeby. Langs sydvolden har åen fungeret som en naturlig voldgrav, og mod nord dannedes voldgraven formentlig ved afgravning i et af udløbene fra de bække fra bakkerne nord for byområdet, der samledes i Borrebækken. Området omkring Lille Torv var indtil midten af 1200-årene en sumpet og vandfyldt lavning, der beskyttede volden mod nordvest. Hovedporten har i vikingetiden formentlig ligget i vestvolden tæt ved vadestedet, men der har muligvis som senere i middelalderen også været byporte mod øst i syd- og nordvolden.

Vikingetidens tidligste bebyggelser inden for voldene kendes kun spredt fra arkæologiske udgravninger. Fund af grubehuse tyder på, at den ældste bebyggelse især lå langs åen og stranden, mens den nordlige og vestlige del af byen synes svagere bebygget. Først fra den senere vikingetid og tidlige middelalder er der fundet spor af, at det nuværende Store Torv har været dækket af bebyggelse. Langs indersiden af sydvolden er fundet spor af en træbelagt vej, der senest omkring 1100 er blevet afløst af en stenbrolagt gade, der sandsynligvis har forbundet strandområdet med hovedporten ved Immervad, men ellers har man ikke meget kendskab til byens tidlige gadeforløb. Den vigtigste del af havnen var åmundingens nordlige side op til Immervad, men sandsynligvis kunne vikingetidens fladbundede skibe også anvende den beskyttede strandbred inden for pælespærringerne som havneplads på tilsvarende måde som i Hedeby.

Der er i tidens løb foretaget næsten hundrede større og mindre arkæologiske udgravninger i Århus midtby. På dette kort, der er udarbejdet af Forhistorisk Museum, Moesgård, og viser en del af de mange udgravningssteder, får man et indtryk af deres fordeling i byen.

 

Perspektivtegning af Århus omkring 950. Byen var på landsiden beskyttet af volden med hovedport ved Immervad og mod havet formentlig af pælespærringer. Byens første kirke, der kom til på denne tid, blev sandsynligvis opført på banken vest for byen, hvor nu Vor Frue Kirke ligger.