Bispeby
i fremgang 1200-1630
I
løbet af 1200- og 1300-årene fandt der omfattende ændringer
i byens bebyggelsesmønster sted, og med dem skabtes de grundlæggende
træk i gadestrukturen, der stadig kendetegner den gamle bykerne.
Det var byens nye biskop, Peter Vognsen af den magtfulde sjællandske Hvide-slægt,
der fra 1190'erne satte gang i processen. Han opgav den gamle Sankt Nicolai
Domkirke vest for byen og iværksatte midt i byområdet opførelsen
af en ny og langt større domkirke, indviet til Sankt Clemens, der efter
færdiggørelsen henimod midten af 1200-årene helt kom til
at dominere bybilledet. I forbindelse med kirkebyggeriet opførtes tillige
en stor bispegård nord for domkirken; øst for ud mod havet placeredes
den ældste katedralskole, og mod syd kom kirkegården samt kapitelhus
og kannikeboliger. I sammenhæng med byggeriet blev Kannikegade og Rosensgade
anlagt, mens Bispegade formentlig er sidste rest af en tidligere forbindelsesvej,
Torngade, tværs over området til Skolegade.
Vest for domkirken blev der i sidste del af 1200-årene etableret en direkte
hovedforbindelse mellem denne og bebyggelsen omkring den gamle domkirke uden
for byen, der i 1230'erne var blevet overdraget til dominikanermunkene og ombygget
for at indgå i et større klosterkompleks. Husene på det nuværende
Store Torvs område blev nedrevet og pladsen frilagt mellem domkirken og
nordvolden. Byporten blev derefter flyttet fra lmmervad til Borgporten for enden
af den nye Torvegade, og uden for porten brolagde man Lille Torv i lavningen,
der nu blev den vigtigste færdselsåre vestud af byen. Omkring 1300
blev vadestedet ved Immervad erstattet af en bro.
Disse ændringer i by- og trafikstrukturen medførte endvidere, at
bybebyggelsen bredte sig i "forstaden" mod vest langs Vestergade hen
mod Vandmøllen samt ved den nyanlagte Klostergade, ligesom bydelen også
blev hjemsted for den kirkelig-sociale institution Helligåndshospitalet
ved hjørnet af Immervad og Vestergade.
I løbet
af middelalderen mistede Århus sin betydning som fæstningsby bl.a.
efter anlæggelsen af kongelige, befæstede borge i Skanderborg og
på Kalø, og efterhånden fik byvolden lov at forfalde.
1400- og 1500-årene var samtidig generelt en opgangsperiode for de danske
byer. Århus var i en stabil vækst med stadigt behov for plads til
nye købmandsgårde. I 1477 fik borgerne af Christian I tilladelse
til at sløjfe den sydlige vold langs åen mod at anlægge en
gade nede ved åbredden, der var byens havneområde. Parallelt med
Ågade blev der på den nedbrudte vold etableret et gadeforløb
mellem Immervad og Skolegades udmunding - en del heraf er det nuværende
Sankt Clemens Stræde - og de to blev omtrent midtvejs forbundet af Stentrappen,
der fra åhavnen førte op til Store Torv. Snart efter fulgte nedlæggelsen
af vest- og nordvoldene, der gav plads til bebyggelser langs de nyanlagte gader
Graven og Volden.
Efter nedrivningen af voldene rykkede bygrænsen efterhånden længere
ud. Syd for åen opstod Fiskergade og den nederste del af Frederiksgade
(Brobjerg), mod vest opstod Badstuegade, Guldsmedgade og Grønnegade,
og mod nord rykkede bebyggelsen op mod Borrebækken i Mejlgade og Studsgade,
der blev anlagt i forlængelse af Volden.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|