Untitled Document

Tilvandringen til Århus blev i 1890'erne endnu større end i det foregående tiår. Det samlede indbyggertal voksede med mere end 18.000 og passerede ved århundredskiftet 50.000. Der blev således et stærkt behov for mange nye lejligheder, og udbygningen og nybyggeriet nåede i disse og de følgende år et omfang, som først igen kendes fra 1930'erne. Generelt byggedes boligejendommene højere, dels fordi grund- og byggespekulanter i stadigt større omfang blev bygherrer i stedet for husejerne selv, dels fordi en ny bygningsvedtægt fra 1894 til-lod opførelse af femetagers ejendomme, der herefter sammen med fireetagers ejendomme blev dominerende i de nye kvarterer.

Enkelte af disse foretrak dog at flytte længere væk ("ud i naturen") fra den stadigt tættere bebyggede by, hvor også flere håndværks- og industrivirksomheder slog sig ned. De første villaer i Århus blev i denne periode opført i byens udkant - eller udenfor. "Aldersro" nord for Ran-dersvej, bygget i 1864, fik følgeskab af en række andre, især omkring udfaldsvejen mod nord - Skovvejen - eller på det højtliggende område vest for øgadekvarteret (i det senere Falstersgadekvarter). Endelig flyttede nogle fra byens velstående borgerskab helt uden for købstaden. Storkøbmanden Hans Broge byggede i I866 villa i Brabrand, men ellers slog de første "landliggere" fra 1870'erne sig især ned i Vejlby Krat i Risskov.

I nord fortsatte udbygningen fra det i 1890 anlagte Østbanetorv over den nordlige del af Knudrisgade til resten af Sjællands- og Munkega-dekvarteret. Området afgrænsedes ved århundredskiftet omtrent af boulevardringen (Østboulevarden, Nørre Boulevard, Vennelyst Boulevard og Kaserneboulevarden), langs hvis "yderside" en række grunde var forbeholdt offentlige institutionsanlæg som Nordre Kirkegård (1870), De Gamles Hjem ( 1904), Johanneskirken (1906), Kommunehospitalet (1893), Fødselsanstalten (1908), Høegh Guldbergs Gades Kaseme (1879), den militære øvelsesplads på Galgebakken og Langelandsgades Kaseme (1881 ). Men også udenfor det egentlige byområde skabte den store tilflytning basis for udstykninger til beboelsesområder. Nord for Nordre Kirkegård begyndte bebyggelsen fra slutningen af 1890'eme at brede sig i de første gader på Trøjborg, og på toppen af Randersvej kom der i årene op mod 1914 skub i nybyggeriet omkring småhusene (op-ført i 1870'erne og 1880'erne) på Reginehøj, der nu skiftede navn til Christiansbjerg.

I vest kom udstykningen og bebyggelsen af Mølleengen endelig i gang kort før århundredskiftet (Marstrandsgade og Thorvaldsensgade) omtrent samtidig med de første gadeanlæggelser på den såkaldte Mølle-toft nord for Vesterbrogade. Få år senere fulgte udbygningen af det sidste "tomme" område inden for Allegaderingen, den stejle Bispetoften mellem Vester Alle, Frederiksgade og åen. Ud over beboelsesejendomme i Christiansgade og Mørksgade blev en række offentlige bygninger placeret her.

Den mest omfattende udvikling af byen fandt imidlertid sted mod syd. Bl.a. af skattemæssige grunde var kommunen ivrig efter at skabe bedre beboelsesmuligheder for de mere velstillede borgere. Kommunen købte derfor i 1896 Marselisborg Gods og indlemmede tre år senere arealerne syd for Frederiksbjerg i byområdet.

Den nye bydel var det første større kommunalt ejede område, der blev inddraget til beboelseskvarter, og byen fik derved i højere grad end ved de hidtidige mindre, private udstykninger mulighed for en bebyggelse efter en helhedsplan. En sådan blev udarbejdet af ingeniør Ambt og arkitekt Hack Kampmann og for hovedpartens vedkommende gennemført ved udbygningen af området i de følgende årtier. I modsætning til de private udstykninger, hvor gaderne enten var tilpasset grundenes form eller lagt som rudenet, blev det nye område karakteriseret af, at hovedfærdselslinieme blev anlagt som brede boulevarder (Dalgas Avenue, Marselis Boulevard, Ingerslevs Boulevard), at en ringgade med projekteret tilslutning til Kaserneboulevarden blev lagt uden om området, og at der i gadeplanen indgik åbne torve og pladser (Ingerslevs Plads, Tietgens Plads, Frederiksbjerg Torv o.a.). De forskellige beboelsestyper var i planen adskilt med villakvarterer nærmest stranden, "almindeligt byggeri" mellem disse og Frederiks Alle og arbejderboliger på grundene vest for denne.

Udbygningen begyndte i de følgende år langs de nye gader Hans Broges Gade, Odensegade og Dalgas Avenue i den østlige del, og mod vest i området omkring Frederiksbjerg Torv. Nærmest stranden nødvendiggjorde terrænforholdene omfattende planeringsarbejder, der blev udført i årene 1905-11 i forbindelse med anlæggelsen af en ny Sydhavn. Omtrent samtidig rejste de første herskabelige villaer sig langs Strandvejen, Holmevej, Marselisvej og den sydlige del af Dalgas Avenue.

I disse år udbyggede Århus Havn sin position som provinsens vigtigste importhavn, og både handels- og industrivirksomhederne var i kraftig fremgang. Mange af de større engroshandelsfirmaer placerede sig på eller nær ved det stadigt voksende havneområde, mens hovedparten af de forholdsvis små industri- og håndværksvirksomheder lå langt mere spredt både i de ældre gader og i de nye kvarterer. Den kollektive bytrafik, der var indledt med en hestesporvognsrute mellem Store Torv og banegården i 1884, blev kort efter århundredskiftet udbygget til en elsporvejslinie fra Dalgas Avenue til Trøjborg.