Forstædernes planlægning frem til 1970

Holme, Højbjerg og Skåde

Ud over forstadsbebyggelserne omfattede den tidligere Holme-Tranbjerg Kommune et stort landdistrikt med stationsbyen Tranbjerg og flere mindre bebyggelser. Terrænet er stærkt kuperet og nordhældende fra Holme Bjerge, der ligger som en højderyg langs den tidligere kommunegrænse. Skåde og Holme er middelalderlige landsbyer, begge af typen slynget vejby, og de blev udskiftet i henholdsvis 1783 og 1785. De lange, lige veje, der udgår fra Holme, følger skellene fra udskiftningen.

Det attraktive landskab gav anledning til en forstadsudvikling, der begyndte før århundredskiftet i Højbjerg- og Skådeområdet, med villaer tæt op til skovene og med en bymæssig randbebyggelse ved Oddervej, der gav god forbindelse til Århus. Villakvartererne bredte sig i en bræmme langs skovbrynet og voksede efterhånden sammen med villakvarterene i Viby Kommune. Også i Skåde Bakker kom en række små villaudstykninger, ligesom der kom en del bebyggelse i Lundshøj-kvarteret tæt ved Viby. Byvæksten begyndte i mellemkrigsårene og accelererede især efter sidste krig, men først i løbet af 1950'erne skete der en egentlig sammenvoksning af kommunens vestlige og østlige byområder. Da byvæksten skete lidt efter lidt gennem en lang række private villaud-stykninger, der hver for sig søgte at udnytte det enkelte areals særlige attraktioner, fik vejnettet en temmelig labyrintisk karakter. Etagebo-ligområder i nævneværdigt omfang blev først udlagt i begyndelsen af 1950'erne-bl.a. Rundhøj.

Endnu i 1954-dispositionsplanen, indarbejdet i Egnsplan for Storårhus, dannede landsbyen Holme og Hjulbjergvej sydgrænse for byvæksten, også på langt sigt. Et nyt dispositionsplanforslag fra 1960 viste sig hurtigt at have for lille rummelighed, hvorfor sognerådet i 1967 vedtog en dispositionsplan med baggrund i egnsplanen fra 1966. Denne nye plan introducerede den nuværende Ringvej Syd og bykvartererne langs denne, og inddrog desuden hele Holme-Bjøstrup-Tranbjerg-området til byformål. Tranbjerg Haveby og de store industriområder syd for Holme var allerede ved at vokse frem. En ny primærvej øst om Tranbjerg i forlængelse af Carl Nielsens Vej-Saralyst Alle, der således kunne give en ny, direkte forbindelse til Århus, blev derimod ikke virkeliggjort.

De tidlige udstykninger var typisk ledsaget af private deklarationer, men fra 1953 blev der vedtaget en lang række byplanvedtægter, som både dækkede store dele af de allerede eksisterende byområder og de nye arealer, der blev inddraget. I de eksisterende områder var hovedformålet typisk at fastholde villakarakteren og hindre overgang til anden anvendelse end boliger.

Det labyrintiske præg er stadig et særkende for disse sydlige forstæder, men samtidig rummer kvartererne store attraktioner i form af smukke vejbilleder, karakterfuld beplantning og samspillet med de tilgrænsende naturområder.



Luftfotografi af dele af Holme og Højbjerg 1963. Området præges af de udstrakte parcelhuskvarterer med et slynget og noget uoverskueligt vejnet. Der er stadig en del uudnyttede arealer mellem de enkelte kvarterer, og syd for Hjulbjergvej er der åbent land, men der er livlig byggeaktivitet mange steder. Således ses de store jordarbejder ved den kommende Rundhøj-bebyggelse. Holme landsby nederst til venstre har stadig sit oprindelige præg med blandet bebyggelse og smalle veje.

 



Luftfotografi af dele af Holme og Højbjerg 1992. Flere store bebyggelser af etagehuse og lav, tæt bebyggelse er kommet til. Tydeligst ses den store Rundhøj-bebyggelse med centret og de karakteristiske knækkede gaderum. Nye udstrakte kvarterer er opstået omkring Holme landsby, hvor vejene er blevet bredere og et butikscenter er opført.

 

Landsbyen Holme rummer stadig ret megen gammel bebyggelse og dele af det gamle vejnet, men de oprindelige træk sløres stærkt af dominerende ny bebyggelse, vejlukninger og lignende indgreb, der gor den oprindelige byform vanskelig at opfatte.