Bebyggelsen er
i det væsentlige opbygget i nøje sammenhæng og harmoni
med den i årene 1926 - 29 opførte nyklassicistiske Hovedbanegård.
Den store plads foran denne er ved enderne afgrænset med fremtrædende
bygningsblokke og hjørner, ligesom pladsen fortsætter et stykke
op mod den ligeledes nyskabte gade Park Allé, således at der
også her fremkommer et afgrænset rum, der senere kom til at udgøre
en smuk accent som indramning om det i 1938-42 opførte store rådhus.
Bygningshøjderne er i harmoni med Banegården, og særdeles
væsentlig er byggematerialernes sammensætning, nemlig de gule
håndstrøgne mursten med enkeltheder i sandsten samt for de omgivende
bygningers vedkommende de høje mansardtage med halvrunde kviste. De
store bygningsenheder har hver for sig velformede enkeltheder, hvor det høje
håndværksmæssige niveau klart fornemmes. Det må også
siges, at de enkelte bygninger, trods den stærkt erhvervsmæssige
anvendelse, har væsentlige dele af de oprindelige enkeltheder i behold.
De første bygninger ved Sønder Allés nordside kom til
at angive tonen i det senere så store byggeri. Man bemærker her
især de kvaderinddelte vinduespiller og de mønstermurede brystningsfyldninger.
Centerfornemmelsen er markeret ved det indhulede hushjørne, og en smuk
detalje er den fine kurvehanksbuede port mod H.H. Seedorffs Stræde.
I Park Allé fornæmmes en kraftigt betonet vertikal opdeling i
de kraftige udbygninger, hvis oprindelige loggiaagtige karakter er svækket
ved vindueslukning. Opdelingen er af stor betydning som modvægt til
bygningsrækkens længde. Underetagens vægt er betonet ved
horisontale murskifter, som kan kaldes en negativ refendfugning. Vinduernes
fordakninger over den kraftige bæltegesims er prydet med ornamenter
som muslinger og rosetter.
På Banegårdspladsen ændrer den kraftige vertikale betoning
karakter. Hovedindgangspartierne er omgivet pylonagtige murpiller, som det
ligeledes er kendt fra det noget ældre Reginakompleks. De lodret markerede
vinduesrækker er indrammet af slanke gennnemløbende lisener,
medens brystningerne er udfyldt med en riflet udsmykning, der såvel
som de kraftige konsolbårne hovedgesimser er af kunstsandsten.
Bygningshistorie: Efter næsten uendelige overvejelser påbegyndtes
i 1926 opførelsen af den tredje nye Hovedbanegård i Århus.
Et stærkt indskrænket projekt fra 1924 var af Århus Byråd
blevet kasseret som værende uforeneligt med de bygninger, som var tænkt
opført til erstatning for de ingenlunde dårlige ældre bygninger
på pladsen. Overarkitekt K. T. Seest's opførte banegårdsbygning
har nok stærke rødder i den, af forgængeren, prof. H. Wenck,
i 1920 projekterede banegårdsbygning.
Periodens interesse for C. F. Hansens arkitektur kan erkendes klart i den
stående bygning såvel i det ydre som i indvendigt. Århus
Byråds materialevalg, de gule mursten, kan uanset inspirationens kilde
nok erkendes som værende i god sammenhæng med nyklassicismens
tanker, ligeså de fornemme bremersandsten der blev anvendt til enkeltheder,
her tænkes især på den smukke søjlefront. Også
banegårdens forhal har styrke.
Efter en i 1920 offentlig afholdt arkitektkonkurrence vedtog byrådet
samme år at lade stadsingeniør O. Jørgensen og arkitekt
A. Høeg-Hansen udarbejde en bebyggelsesplan for Banegårdens omgivelser
samt et udkast til en gade. Den over banelægemet løftede banegårdsbygning
og de vældige jordarbejder i forbindelse hermed gav mulighed for en
meget fri disposition over hele området. Heri indgik også den
projekterede nye gade Park Allé. Det nye projekt forelå i november
1920 og blev yderst vel modtaget af et enigt byråd. Høeg-Hansens
udkast til de enkelte gaders facadeudformning er som antydet i klar sammenhæng
med Banegårdens arkitektur.
I 1923 opførte tømrermester Thomas Petersen den store husrække
langs nordsiden af Sønder Allé mellem Søndergade og Hans
Hartvig Seedorffs Stræde, medens hjørnet til den kommende nye
gade fra Banegårdspladsen blev opført af tømrermester
P. Chr. Petersen. Husene i gule mursten med teglhængte mansardtage blev
tegnet af A. Høeg-Hansen, der heved anslog tonen for det kommende storbyggeri.
 |
||||