Grønningen
Den
lille plads, der er dannet, hvor Thunøgade, Sejrøgade og Teglværksgade
mødes med Grønnegade blev anlagt og navngivet Grønningen
i 1917 i forbindelse med nedlæggelsen af det daværende Langballe's
Teglværk. Pladsen er om-kranset af en 4 og 5 etages bebyggelse, heraf
flere karakteristiske rødstensbygninger.
Grønningen 1, der er opført i 1917, er tegnet af arkitekt Axel
Høeg-Hansen. Bygningens facadeudtryk er synligt inspireret af nybarokken
og skaber med en markant 1½ etages, svungen gavlkvist et samspil med
en fremtrædende midtrisalit og buet karnap på den nyklassicistiske
bygning Grønningen 2, som er tegnet af arkitekt W. Th. Klemann.
Sejrøgade 1 - Teglgården, - som er tegnet af arkitekterne V Puck
og Thorkel Møller for Arbejdernes Andelsboligforening i 1921, er med
sit borgagtige hjørneparti med til som en tredie afgrænsende bygningskrop
at skabe en fornemmelse af, at Grønningen er en lille plads.
Bygningerne
omkring pladsen er i en god vedligeholdelsesmæssig stand, dog har flere
af bygningerne mistet lidt af deres identitet ikke mindst på grund af
uheldige vinduesudskiftninger.
Gaderummets karakter af plads forstærkes af en grøn midterrabat
og Teglgårdens chaussebelagte og træbeplantede forareal.
Ved Grønningen, hvor flere gader mødes, kan det være vanskeligt
at etablere et rimeligt gademiljø Man har ved ensretning af Teglværksgade
og Sejrøgade fået dæmpet en del af den gennemkørende
trafik, men pladsen belastes dog i et vist omfang af den stærkere trafikerede
Grønnegade.