Guldsmedgade
Guldsmedgade
blev anlagt for at skabe forbindelse mellem Lille Torv og Klostergade. Navnet
kendtes allerede før 1562, hvor flere guldsmede holdt til i gaden. I
1891 anlagdes den såkaldte Ny Guldsmedgade fra Klostergade til Nørre
Allé, et område hvor førhen købmand Langes ejendom
befandt sig.
I 1903 måtte man nedrive hele den venstre side (set fra Lille Torv) af
Guldsmedgade, for at gøre gaden egnet til elektrisk spordrift.
Istedet
opførtes en række store bygninger, hvoraf en del blev ødelagt
under schalburgtagen i 1945. Efter en længere ubebygget periode opførtes
her i 1960'erne Føtex-komplekset, der sammen med de lave bygninger overfor
ikke ligefrem medvirker til et harmonisk gadebillede.