Hans
Broges Gade
Hans
Broges Gade er anlagt og navngivet i 1901. Gaden er opkaldt efter købmand
og byrådsmedlem Hans Broge (1822-1908). Hans Broges Gade er bevidst anlagt
med en svag krumning. En af grundideerne i stadsingeniør Ambt og arkitekt
Hack Kampmanns byplan er netop krumme gadeforløb. Ambt og Kampmann argumenterer
imod kedsommelighed og ensformighed i tidens by bygning ved at kræve mangfoldighed
og afveksling: » ønskeligt er det jo, om man kunne få noget
af det livlige Billede frem, som Gaderne i gamle Bydele frembyde netop paa Grund
af de Uregelmæssigheder, som Krumninger i Gadelinierne, forskellig Højde
i Bygningerne, Gavlpartier og Fremspring i Facaderne, som Karnapper, fritstillede
Trapper a. desl. frembringe. «
Hovedparten af de her citerede elementer findes i dag i Hans Broges Gade. Bebyggelsen,
som med undtagelse af den nyere bebyggelse ud mod Marselis Boulevard er opført
mellem 1900 og 1910, består af velproportionerede og sammenhængende
4 etages ejendomme. Karnapper er et karakteristisk træk på de fleste
bygninger, ligesom gavlkviste, hjørnetårne og spir ofte forekommer.
Også
mange fine udsmykningsdetaljer er kendetegnende for bebyggelsen, der generelt
repræsenterer gode håndværksmæssige løsninger.
Når man fra syd bevæger sig ind i gaden, er den i planlægningen
tilsigtede oplevelsesmæssige effekt tydeligt mærkbar og planens
idé understreges af karnapfacadernes reliefvirkning. I begyndelsen begrænses
udsynet af den krumme facadelinie, mens en bevægelse nordpå gennem
gaden gradvist åbner for nye oplevelser, - f eks. under passagen Tietgens
Plads, - indtil gaden som en effektfuld finale munder ud i den harmoniske Skt.
Pouls Kirkeplads.