Heibergsgade
Heibergsgade
er anlagt i to etaper. Den nordlige del strækkende sig til den daværende
kommunegrænse er fra 1890 og i 1893 opkaldt efter digteren J. L. Heiberg
(1791-1860) . Bebyggelsen her varierer noget, - bl. a. findes tre 1½
etages dobbeltvillaer -, men gadebilledet præges især af de sammmenhængende
2½-3½ etages, enkle gadehuse, der er opført som »murermesterhuse«
i 1890-erne.
Størstedelen af gaden har været anlagt med sammenhængende,
karakteristiske forhaver, hvoraf flere desværre i tidens løb er
erstattet af asfaltbelægning. De resterende haver giver dog stadig en
udmærket helhedskarakter, der i samspil med det tilstødende, grønne
skanseanlæg har stor miljømæssig betydning.
Gadens
sydligste del samt skanseanlægget er anlagt efter den i indledningen beskrevne
byplan af Ambt og Kampmann fra 1898. Denne del af gaden domineres af de to store
bygningsanlæg »Skansen« og »Skansepalæet«,
der begge er opført i forbindelse med landsudstillingen i 1909. Denne
bebyggelse har betydelige arkitektoniske kvaliteter og danner en udmærket,
markant afgrænsning afdetgrønne anlæg. Fra Heibergsgade fører
to trappeanlæg til Strandvejen. Nordligst den såkaldte »Heksetrappe«
og sydligst et trappeanlæg, der er sammenbygget med »Skansen«.