Ivar
Huitfeldts Gade
Ivar
Huitfeldts Gade er opkaldt efter en dansk søhelt (1665-1710).
I 1898 blev gaden udlagt i 25 alens bredde som forbindelsesgade mellem Trøjborgvej
og Niels Juels Gade, og året efter blev gadenavnet besluttet. I 1906 vedtoges
det at brolægge gadestrækningen efter ønske fra Trøjborg
Grundejerforening, da gaden på dette tidspunkt var stærkt befærdet
og i dårlig stand.
Ved udkørslen til Nordre Ringgade var det oprindeligt meningen, at Ivar
Huitfeldts Gade skulle føres lige igennem, men tilslutningen ville i
så fald ske i en meget spids vinkel, som ville vanskeliggøre en
bebyggelse af de tilstødende hjørnegrunde. Ved anlæggelsen
af den resterende gadestrækning i 1933-34 etableredes forbindelsen fra
Ivar Huitfeldts Gade og Steen Billes Torv derfor vinkelret på Ringgaden.
Bebyggelsen af grundstykkerne langs gaden startede i 1899 og fuldførtes
på strækningen fra Trøjborgvej til lidt nord for Niels Juels
Gade, indtil byggeriet stoppede fuldstændigt i 1902. Med en enkelt undtagelse
i 1907 opførtes det næste nybyggeri først i 1925 som indledningen
på en byggeperiode, der strakte sig frem til gadens udbygning i 1936.
I 1957 blev der foretaget en enkelt huludfyldning ved opførelsen af Ivar
Huitfeldts Gade 22A.
Bebyggelsen langs gaden er opført som en sluttet randbebyggelse i 1½-5
etager med stor overvægt af 3½-4½-etages huse, idet dog
Ivar Huitfeldts Gade 56-58 og 60-62 er bygget som fritliggende dobbelthuse.
Bygningsforløbet som helhed fremstår med etapevise og symmetriske
bebyggelsessammenhænge, adskilt af enkelte, individuelle ejendomme.
Især adskiller villaerne og Bethania (nr.22) med sin langstrakte bygningskrop
samt den 1½-etages ejendom (nr.69-71) sig fra den øvrige bebyggelsessammenhæng
med deres anderledes arkitektur.
De ældste bygninger ved gadens sydende er opført i datidens renæssanceinspirerede
arkitektur i rød, blank mur med pudsede og lyst, malede facadedekorationer
i form af gesimser, vinduesindfatninger og refendfugede underetager.
Bebyggelsen indledes ved Trøjborgvej af markerede hjørner med
karnapper på smigfag, der på Ivar Huitfeldts Gade 2 er afsluttet
med spir. Den øvrige bebyggelse fremstår som en bastant og noget
monoton rødstensbebyggelse, hvoraf flere bygninger er præget af
den tidligere funktionalisme.
Gaden stiger jævnt fra Trøjborgvej til Nordre Ringgade, og udsynet
lukkes i begge ender af gaden som følge af knækkene ved henholdsvis
Niels Juels Gade og Steen Billes Torv.
Trafikalt er der i den sydlige del af Ivar Huitfeldts Gade lagt en dæmper
på trafikken med en § 40-foranstaltning, idet der syd for krydset
ved Niels Juels Gade er etableret en overkørsel med betonpullerter og
træer. På østsiden af gaden på strækningen mellem
Niels Juels Gade og Trøjborgvej er der anlagt skråparkering, i
øvrigt foregår der kantstensparkering langs resten af gaden, hvilket
medfører en forringelse af gademiljøet.