Niels
Juels Gade
Niels
Juels Gade blev i 1899 opkaldt efter en dansk admiral (1629-97). Den 24. september
1896 godkendtes en ansøgning fra den daværende ejer af arealet
- slagtermester J. M. Ziegler - om anlæggelse af en gadestrækning
fra Dronning Margrethes Vej til Tordenskjoldsgade. I forbindelse med gadeudlægget
ansøgte naboarealets ejer - fabrikant Viggo Ormslev - om en videreførelse
af gaden ind over hans grund på strækningen fra Tordenskjoldsgade
til Aldersrovej, hvilket byrådet godkendte den 21. april 1898. Den 15.
februar 1906 blev en brolægning af strækningen fra Dronning Margrethes
Vej til Willemoesgade besluttet efter ønske fra Trøjborg Grundejerforening,
da gaden på dette tidspunkt var stærkt befærdet og i en dårlig
stand. I 1935 gennemførtes en omlægning af strækningen mellem
Willemoesgade og Aldersrovej i form af en hævelse af kørebanen.
Bebyggelsen langs Niels Juels Gade tog sin begyndelse i 1899, og i tiden frem
til 1902 opførtes 32 ejendomme langs gadestrækningen mellem Dronning
Margrethes Vej og Willemoesgade, hvorefter byggeaktiviteten ophørte næsten
totalt helt frem til 1929. Gaden udbyggedes i 1937 med undtagelse af den nordlige
strækning mellem Willemoesgade og Aldersrovej, hvor Jyllands Papirværk
i 1949 opførte tilbygninger til det tidligere Trøjborg Bryggeri's
bygningskompleks.
Bebyggelsen er opført i 3½-5½ etager med enkelte undtagelser
i 1-2 etager, men ellers fortrinsvis 4½-etages bygninger opført
i rød
tegl, som for de ældste ejendommes vedkommende facademæssigt er
blandt de mest detaljerede i kvarteret.
Facadedetaljerne er i tidens renæssanceinspirerede arkitektur udgjort
af dekorerede og profilerede gesimser, vindues- og dørindfatninger, sålbænke
og brystninger samt refendfugede underetager.
Endvidere markeres flere gadehjørner med karnapper eller balkoner på
smigfag, der afsluttes af spir eller kviste. Enkelte ejendomme i bebyggelsen
fremstår helt pudsede med nyklassicistiske facadeudtryk (nr. 11, 23 og
44) eller i gul grundmur med dekorationsbånd i rødt murværk
(nr.41). Den øvrige bebyggelse er rødstensejendomme med enkle
facadeudtryk, i flere tilfælde funktionalistisk inspirerede og med bygningselementer
som karnapper og altaner samt markerede trappefag udført som risalit
eller blænding.
Som helhed fremtræder gadebilledet etapevis med arkitektoniske sammenhænge
i bebyggelsen, men afspejler samtidig de forskellige byggeperioders skiftende
arkitektur. Gadeforløbet stiger op mod Aldersrovej, hvor gaderummet lukkes
af dennes bebyggelse. I den modsatte retning ses bevoksningen i Trøjborg-kløften.
Trafikalt er Niels Juels Gade spærret for ind- og udkørsel til
Dronning Margrethes Vej med opstillede betonplantekasser. Færdslen består
af intern og fordelingsmæssig trafik. Langs begge vej sider er der etableret
kantstensparkering, men trods dette fremstår Niels Juels Gade som et rimeligt
gademiljø.