Ny Munkegade
opstod ligesom Langelandsgade og Høegh-Guldbergs Gade ud fra det system
af markveje, der udgik fra byen over de nordlige tofter til galgebakken og
markjorderne nordvest for byen.
Gaden, der er anlagt i perioden 1872-1900 og i tidens løb benævnt
som Jordbrovej og Galgebakkevej eller Munkebakken, fik sit nuværende
navn i 1882.
Gaden opstod som en naturlig forlængelse af den gamle Munkegade, og
man valgte at navngive det nye gadestykke Ny Munkegade.
Gadens tidligste bebyggelse bestod dels af Steinbrenners Teglværk ved
gadens nederste vestlige del, epidemisygehuset (1875-1913) på bakken,
hvor vi idag finder Samsøgades Skole og byens krudttårn (før
1800-1885) på vejens modsatte side.
Gadens første boligbebyggelse fremkom i begyndelsen af 1880'erne på
arealerne ved det tidligere omtalte teglværk. På en del af disse
arealer
opførte man også i 1889 Ny Munkegades skole.
En stor del af gadens bebyggelse blev opført i perioden 1890-1899 som
3½ og 4½ etages beboelseshuse langs gadens østlige side.
Hovedparten af disse huse blev udført med pudsede, renæssanceinspirerede
facadedekorationer, og på strækningen mellem Smøgen og
Fynsgade var en stor del af disse huse forsynet med små forhaver.
Bakkegården - karreen mellem Fynsgade og Kaserneboulevarden, der er
opført i perioden 1935-1938, afslutter gadens østlige side.