Ove
Gjeddes Gade
Ove
Gjeddes Gade er opkaldt efter en dansk admiral (1594-1660), som bl.a. grundlagde
kolonierne Trankebar og Trenkamale, og senere udnævntes til norsk lensmand.
På et byrådsmøde den 9. oktober 1902 blev gaden navngivet
efter forslag fra den daværende ejer af arealet - slagtermester J. M.
Ziegler.
Ove Gjeddes Gade var oprindelig tænkt som en vinkelformet gadeforbindelse
mellem Niels Juels Gade og Tordenskjoldsgade. Byrådet krævede i
sit møde den 17. december 1921 sikkerhed for gennemførelsen af
dette gadeforløb som betingelse for at tillade Aarhus ny Trælasthandel
at etablere en over 15.000 m² stor tømmeroplagsplads på arealet
nordvest for Niels Juels Gade og Dronning Margrethes Vej. Gennem-førelsen
af den oprindeligt tænkte gadeføring blev udsat, og ved den egentlige
anlæggelse af gaden i 1938 blev det oprindelige gadeudlæg ændret.
Forinden havde det dog bevirket, at Tordenskjoldsgade 30 og 32 blev opført
som hjørnebygninger langs et lille gadestykke ind i karreen. Denne korte
gadestrækning, der ender blindt, tjener udover sin nuværende anvendelse
som parkeringsareal for bl.a. lægehuset ikke noget egentligt formål.
Forinden arealet i denne del af karreen blev endeligt bebygget, lå her
nogle spredt beliggende kolonihaver.
Bebyggelsen langs Ove Gjeddes Gade opførtes samlet i 1937-38 efter tegninger
af arkitekt Michael Djervad.
Den
4½-etages rødstensbebyggelse er opført efter en fælles
bebyggelsesplan i en tidlig funktionalistisk inspireret arkitektur. Karakteristisk
for bebyggelsen er de indbyrdes forskubbede bygningsfløje og de afvalmede
gavle, der mod syd er forsynet med udhængende betonaltaneri Den oprindeligt
tænkte facadesammenhæng i bebyggelsen forstyrres i dag en del af
de vinduesudskiftninger, som er foretaget i de seneste år. Dette forhold
kunne til en vis grad være afhjulpet, hvis den oprindelige, hvide bemaling
havde været bibeholdt.
Husene er opført som randbebyggelse, men på vestsiden af gaden
ligger Ove Gjeddes Gade 1 tilbagetrukket fra gadelinien, og det foranliggende
hjørneareal er beplantet med lave buske.
Mod nord er gadeforløbet visuelt afsluttet dels af etageboligbebyggelsen
Tømmergården og dels af store træer på det grønne
friareal.
Ove Gjeddes Gade er en privat vej, som mod nord ender blindt ved et garageanlæg
på gadens østside. Gaden afskærmes mod Tømmergårdens
grønne område af et raftehegn med et foranliggende, nyetableret
græsareal. Der foretages kantstensparkering langs begge sider af gaden,
hvilket i nogen grad virker dominerende i den lille gade, men som helhed er
der tale om et rimeligt godt gademiljø.