Pustervig
- Badstuegade
Middelalderens
badstuer har været så magtfulde kulturfaktorer, at benævnelsen
stadig bruges flere steder i landet, skønt badstuerne forsvandt i begyndelsen
af 1500-tallet.
Badstuegade er mellem de første bebyggede gader udenfor befæstningen.
Dens linieføring følger befæstningsanlægget, idet
den ligger parallelt med volden ovenpå graven, der forinden er blevet
fyldt op med gødning, affald og afgravet jord fra volden.
Gadens linieføring er formentlig ændret efter en af de store brande,
idet den oprindelig synes at være fortsat ad Studsgade.
Gadens sydlige del var tidligere meget smal, men efter nedrivning af Marcus
Bechs gård i 1916 blev gaden udvidet i forbindelse med opførelsen
af komplekset Borgporten.
Samtidig blev der dannet et torv mellem Badstuegade og Volden kaldet Pustervig.
Bygningsmæssigt er dette torvs nordlige del endnu uafsluttet. I forbindelse
med et busgadeprojekt i 1960'erne blev der foretaget nedrivninger i gadens nordlige
ende; denne tomt er indrettet med bænke og planter. Et enkelt hus (nr.
5-7) blev senere opført i overensstemmelse med busgadeplanerne og markerer
sig i dag med en »skæv« facadelinie .
Efter en periode med forfald i gadens nordlige del er vedligeholdelsen af de
enkelte huse nu genoptaget, men arrene efter den hurtigt skiftende planlægning
skæmmer helhedsvirkningen.