Saltholmsgade, der er opkaldt efter øen Saltholm i Øresund syd for København, blev anlagt og navngivet i 1899.

Hele området mellem Hjortensgade og Mønsgade, der i sidste århundrede blev benævnt som Mølletoften, tilhørte Mølleejer A. S. Weis. I 1857 søgte A. S. Weis at få godkendt en plan for gadeanlæg på toften. En sådan plan skulle forelægges indenrigsministeriet til godkendelse, og i 1859 fik mølleejeren tilladelse til at bebygge toften.

De første bebyggelser på toften blev opført ved Hjortensgade og Saltholmsgade i årene omkring 1886.

Saltholmsgade, der jo på dette tidspunkt kun udgjorde et kort vejstykke ved Hjortensgade, blev omtalt som Mølletoften, men i en fortegnelse over byens offentlige og private gader og veje fra 1889 benævnes vejen som Hjortensgades Tværgade, og først i 1899 blev gaden navngivet og anlagt i hele sin udstrækning.

Gadens første huse, ejendommene nr.3 og 5, blev opført i 1886 som enkle rødstensbygninger kun udsmykket af en enkelt udformet hovedgesims udført i formsten.

Saltholmsgade nr.7 - en enkel, udtryksløs rødstensbygning - er gadens sidst tilkomne hus, der er opført i 1982.

Gadens nordlige side præges af de gamle savværksbygninger, der giver denne side en lidt usammenhængende karakter.

Som et kuriosum kan det nævnes, at Saltholmsgade 30 og Hjortensgade 16 A-B påtrods af sine sammenhængende og ensartede facader er opført med 19 års mellemrum henholdsvis i 1930 og 1911.

Saltholmsgade har som flere af gaderne i kvarteret ikke ændret sig væsentligt gennem tiden, og gaden fremstår med sin brostensbelæg-ning, det stigende og faldende gadeforløb og de renæssanceinspirerede facader som et godt gade- og boligmiljø.

Til trods for, at Saltholmsgade ikke indgår i kvarterets system af gennemkørsels- og fordelingsgader, belastes gademiljøet i nogen udstrækning af smutvejstrafik.

Til top