Søndre
Ringgade
Søndre
Ringgade er anlagt i perioden 1925-39 og navngivet i 1931. Søndre Ringgades
anlæg følger nøje den af stadsingeniør Ambt og arkitekt
Hack Kampmann udarbejdede byplan fra 1898, og den udgør en betydningsfuId
del af den bevidste og ret storslåede plan, som det i hovedtrækkene
lykkedes byen at gennemføre. Ringgaden blev planlagt som en ring omkring
den daværende by og skulle dels sikre en forbindelse mellem de fremtidige
ydre bydele og dels lede den gennemgående landevejstrafik uden om bymidten.
Ringgaden var allerede i planen udlagt i en anselig bredde, og anlægget
har været så fremsynet, at gaden i dog - dog med forskellige udvidelser
og forbedringer - stadig udgør den vigtigste forbindelsesvej mellem den
nordlige og sydlige bydel. Langs Søndre Ringgades midler- og siderabat
er bevaret en smuk beplantning af kastanie (Aesculus rubicunla), birk (Betula)
og elm (Ulmusglabra), der er plantet i perioden 1934-39.
Bebyggelsen langs
Søndre Ringgade er af anselige dimensioner, og trods gadens store bredde
fornemmes klart en rumlig afgrænsning. Bebyggelsen består af 5½
etages karreer ofte med høj kælder. Det er store karreer med
lange facader mod Ringgaden kun afbrudt af de tilstødende gader og
Harald Jensens Plads. Stilmæssigt er karrébebyggelsen præget
af funktionalismen
med undtagelse af de to nyklassicistiskprægede karreer mellem de Mezas
Vej og Læssøesgade.
Søndre Ringgades funktion som hovedfærdselsåre medfører
en voldsom miljømæssig belastning - en belastning, som er medtaget
i bedømmelsen af omgivelsernes helhedskarakter, og som derfor afspejler
sig i den endelige gruppering af de enkelte ejendomme.
