Store Torv - Lille Torv

Torvene menes opstået på en forbindelsesgade mellem det, indenfor de i 900-tallet opførte befæstningsvolde beliggende trækapel og den i år 1070 opførte domkirke Sct. Nikolai (nuværende Vor Frue Kirke). Trækapellet blev kort for år 1200 erstattet af den nye Domkirke , Skt. Clemens. Dette byggeri blev starten på en omstrukturering af arealet inden for voldene, og Store Torvs karakteristiske form stammer fra denne tid.

Det antages at Store Torv, der i 1386 kaldes Gammeltorv, er ældre end det, udenfor Borgporten beliggende Lille Torv, tidligere kaldet Torvet på Immervad, hvorfra der udgik veje til Grenå, Randers og Viborg, foruden vejen sydpå over åen. Torvene blev adskilt af Borgporten med det middelalderlige borgtårn, nedrevet 1685. Store Torvs form kommer muligvis af Domkirkens oprindeligt projekterede dobbelte vesttårne samt behovet for en samlingsplads i forbindelse med Borgporten.
Foran Domkirkens vestfront befandt sig byens middelalderlige rådhus, ombygget 1750 og nedrevet 1859. På torvene stod i middelalderen galger, fængslet befandt sig i Borgporten, senere i rådhuskælderen. Store Torv blev hovedsageligt brugt som markedsplads for heste, kvæg og lign. Lille Torv blev derimod hurtigt hjemsted for byens fornemste bygninger. Borgmestergården, der nu findes i Den gamle By, opførtes i 1597 på Lille Torv.

I Badstuegades udmunding mod Lille Torv blev der i 1977 plantet en lind, Tilia cordata.
Til top