Vesterbro
Torv
Det
areal, der i dag udgør Vesterbro Torv, henlå i begyndelsen af sidste
århundrede som et stykke ubenyttet jord syd for landevejen fra Viborg
ved dennes indføring til Vesterport.
I 1840'erne begyndte man at benytte området som markedsplads, idet kvæghandelen
blev flyttet fra Frederiksport og til pladsen ved Vesterport. Markedspladsen,
der i de første år blev omtalt som Kvægtorvet og senere Grisetorvet,
fik i 1880'erne en fast indrettet fåre- og grisefold. Torvet blev i 1890
navngivet Vesterbro Torv.
I 1907 ophørte kreaturhandelen på stedet, og i 1913 begyndte byens
forskønnelsesforening at udvise initiativer til ved de omkringsboendes
hjælp at få » skik« på torvet.
Langballes teglværk udgjorde indtil 1917 torvets østlige side.
På dette tidspunkt ophørte teglværksdriften, og arealerne
blev opkøbt dels af Arbejdernes Andels Boligforening, dels af private,
som i løbet af 1920'erne opførte store 5½ etages karrébebyggelser
på disse arealer.
Torvet har gennem årene ændret sig flere gange. I midten af 1950'erne
skete der en stor omlægning af torvet.
Murermester Anker Jacobsen etablerede et underjordisk garageanlæg på
pladsen, og F.D.B. byggede det store 6 etages kontorhus på torvets sydlige
side - der hvor købmand C. Langballe tidligere havde sin store købmandsgård.
I 1976 opførte R. K. Rasmussen og Søn torvets sidste store bygning
- Vesterbro Torv 10.
Af torvets oprindelige bebyggelse findes i dag kun hjørnebygningen ved
Vesterport, der tidligere var en del af Langballes købmandsgård.
Omkring torvet findes der i dag flere special- og dagligvarebutikker, og torvet
fungerer som indkøbscenter for kvarterets beboere.
Ved dets placering og forbindelse til forskellige indfaldsveje og fordelingsgader
er torvet udsat for en meget stor trafikbelastning både af tung lastvogns-
og bustrafik, men også i stor udstrækning af personvognstrafikken,
og da pladsens midte fungerer som parkeringsplads, må man desværre
konstatere, at Vesterbro Torv er forbeholdt den motoriserede trafik og ikke
er et samlingspunkt og åndehul, som et torv også kunne være.