Morænebakkerne i Århus Kommune er tæt bebyggede. Ved nærmere studier ser man, at ikke mindst de ældste bebyggelser - i byen og på landet - er placeret ud fra forskellige hensyn nødvendiggjort af tid og sted.

Byen ses som et stort bebygget landskab med tyngdepunkt mellem morænebakkerne og de skovklædte skrænter mod nord og syd. Skovene og terrænet ved Riis Skov og Marselisborgskovene indrammer og fremhæver midtbyen og havnen.

Det centrale Århus ligger lavt i ådalen kun lidt hævet over bugtens vandspejl. Den omgivende by ligger på de store morænebakkers skråninger nord og syd for centrum. Disse bebyggelser kan ses som en stor halvcirkel, der omslutter byen mod vest - kun afbrudt af Århus Ådal; men også som to store konvekse, bebyggede flader, der følger terrænets skråninger mod ådalen og bugten.

Bymidtens bebyggelse og byrum relaterer sig til stedet på en betydningsbærende og forståelig måde. Ikke mindst åens nærvær tydeliggør byens placering i landskabet. Det oprindelige terræn, som middelalderbyen er bygget på, fornemmes klart i gadernes fint krummede og svagt hvælvede form. I de omkringliggende bydele fornemmes morænebakkernes stærkt stigende terræn i det radiære gade- og vejnet.

I forstæderne og i de selvstændige bydannelser uden for Århus findes flere overlagrede strukturer og bebyggelsesformer. De ældste bebyggelser - landsbyerne og gårdene - ses stadig mange steder som centre i en ellers diffus bebyggelse. De ældste bebyggelser opleves ofte som det, der fæster byområdet til sted og terræn - som noget man kan orientere sig efter.

I modsætning hertil fremstår de sidste årtiers bebyggelse som store udflydende områder uden forståelig eller naturlig forankring til topografien. De er snarere knyttet til det udbyggede vejnet og jernbanerne end til landskabet.

Landsbyerne og gårdene blev modsat de seneste årtiers bydannelser anlagt i mere naturlig sammenhæng med terrænet; det skyldtes forhol-dene mellem livsgrundlag og topografi. Landsbyerne ligger på de gode jorder, ofte med adgang til græsningsarealer, vand og brændsel. Også nærheden til møller og fiskemuligheder betød noget for lokaliseringen.

Landsbyerne danner et tæt netværk, jævnt fordelt over hele kommunen. De virker som fortættede og kultiverede knudepunkter på det gamle og fintmaskede vejnet, hvor man oplever en varierende vekselvirkning mellem det åbne landskab og de fortættede landsbybebyggelser, når man færdes på småvejene. Denne oplevelse af sammenhæng og kontrast beriger landskabet. Flere steder er landsbyerne blevet udbygget med nye byområder. De har typisk en udstrækning og blokagtig udfornming, der bryder med landsbyernes organiske struktur og terræn-bestemte form. Dette indvirker negativt på oplevelsen af landsbyerne som afgrænsede elementer i landskabet.

Gårdene ligger som "øer" i landskabet. "Øerne" består af bebyggelse og beplantning, der tilsammen danner en afgrænset helhed. Mange gårde ligger som landsbyerne på steder, der rækker langt tilbage i tiden - på gode jorder med adgang til enge, vand og brændsel. Dette kan endnu opfattes nogle steder, feks. ved flere af herregårdene i kommunen. Gårdene ligger tæt, fordi jorden er god på denne egn.

Århus i ådalen mellem morænebakkerne. Maleri fra midten af 1800-årene udført af Peter Holm (Marselisborgskovene, Århus Byhistoriske Udavlg, 1974)

Gårdene ligger som "øer" i kulturlandskabet. Her en række husmandsbrug set fra Todbjergtårnet.

Det stærkt skrånende terræn ind gennem forstæderne opfattes klart ved indfaldsvejene. Her på Viborgvej med kig til rådhustårnet og Sankt Knuds Kirke.

 

Landsbyen Framlev kan stadig ses som en afgrænset helhed dannet af bebyggelse og beplantning.