REGISTRANT - Registrantområder - Frederiksbjerg Vest

2

Frederiksbjerg Vest
Områdets historie, status og muligheder
I forbindelse med industrialiseringsprocessen, som her i landet accelererede kraftigt i slutningen af forrige århundrede, oplevede Århus i lighed med hovedstaden og de fleste større provinsbyer en voldsom tilvækst. Den voksende industri krævede arbejdskraft og trak mange mennesker fra landet til byerne. I årene fra 1870 til 1900 voksede byens indbyggertal således fra ca. 15.000 til ca. 50.000 og på baggrund af disse mange menneskers boligbehov blev byggeaktiviteten følgelig ret intens.   Helt frem til 1851, hvor konsumptionen (bytolden) ophævedes, trængtes byens borgere bag de gamle byporte, men derefter tog udviklingen fart. Havnen blev udbygget, jernbanen indviedes i 1862, og dermed var grunden lagt for større virksomheders etablering. Fabrikker og boligkvarterer skød hurtigt op og efter århundredskiftet var arealerne mellem det gamle Århus og de nuværende ringgader stort set udbyggede. Disse områders boligkvarterer - karrékvartererne - omfatter ca. 5.000 etageejendomme, og det største sammenhængende karrékvarter (ca. 2.000 ejendomme) er det syd for jernbaneterrænet liggende Frederiksbjerg.   Frederiksbjerg lå indtil 1874 uden for Århus by i det syd for beliggende Viby sogn.   Syd for jernbanen fandtes der i begyndelsen af 1870'erne ingen boligbebyggelse på arealerne langs vestsiden af Frederiks Allé. Disse arealer ejedes stort set af kalkværksejer Malling, der på den nordlige del af arealerne drev et kalkværk, hvis oprindelse kan føres helt tilbage til 1795.   Arealerne øst for Frederiks Allé og syd for jernbanen ejedes hovedsagelig af etatsråd M. P. Bruun på Jægergården, der i begyndelsen af 1870'erne udstykkede grunde mellem Jægergaardsvejen og banelinien, og allerede i midten af 1870'erne		boede omkring 2.000 mennesker i det nye bykvarter. En del fabriksvirksomheder blev også anlagt her, bl. a. »Sukkerhuset« - en i 1852 opført klædefabrik, der i 1857 indrettedes til sukkerraffinaderi. I 1872 anlagdes Aarhus Palmekærnefabrik, den senere Aarhus Oliefabrik, og få år efter opførtes statsbanernes centralværksteder.   Det nye boligområde, som i 1870 officielt kom til at hedde Frederiksbjerg, gav anledning til meget (lytten frem og tilbage mellem Århus og Viby kommuner, hvilket skabte administrative besværligheder. I 1874 fik man derfor indenrigsministeriets godkendelse af en indlemmelse i Århus kommune af 88 tdr. land, som udgjorde hele det terræn, der lå mellem Århus by's sydlige grænse og Marselisborg's hovedparcel. (Jfr. bykort).   Først herefter startede udbygningen af området vest for		Frederiks Allé. Den første noget spredte bebyggelse opførtes langs Frederiks Allé og bestod overvejende af 2-3 etages beboelseshuse. Der har således i starten set landligt ud langs alleen. En privat vej førte ned til Mallings Kalkværk. I starten hed vejen mand og mand imellem Peder Madsens Gang, men i 1875 blev den navngivet til Kalkværksstræde. Lidt længere ud ad alleen havde N. Weber omkring 1880 etableret et handelsgartneri. Befolkningen var stærkt voksende, og efterhånden opførtes flere huse langs Frederiks Allé. Tilvæksten accelererede yderligere, da Malling i 1885 begyndte at sælge byggegrunde efter anlæggelsen af Holbergsgade, Absalonsgade og Wilstersgade. Først i 1898-99 udstykkede N. Weber sin grund efter anlæggelse af Ewaldsgade.   I løbet af en ganske kort årrække blev det nyindlemmede areal fuldt udbygget, og byrådet
		Udsnit af T. W. Honums kort over Århus købstad fra 1878-79.