REGISTRANT - Registrantområder - Indre by

18

Udsnit af Rosens prospekt fra 1675, der viser byens rådhus placeret foran Domkirken. Se i øvrigt hele kortet på næeste side.				indflydelse på byens udformning istørre grad. Byen fortsatte inden for de allerede afstukne rammer og "oplevede en velstand, der først skulle toppe ind i 1600- årene.   Byen har i sine ældste århundreder oplevet en udvikling, der langt fra kan betegnes som statisk, snarere tværtimod. Byplanen har udviklet sig efter rammer, der nøje har fulgt de funktioner og de ønsker, man måtte have i de forskellige perioder. Kongens vikingeby var meget forskellig fra den bispedominerede by, der i 1200-årene lagde grunden til den udviklede middelalderby, og endelig var der store forskelle mellem denne og senmiddelalderens fuldt udbyggede by. Det er umuligt at sige, hvornår byen var mest betydningsfuld og »udviklet«, thi præmisserne var forskellige, ligesom man ikke kan sammenligne den med vort eget bysamfund. Med hensyn til selve den fysiske byplan, så kan man imidlertid slå fast, at den plan, vi i dag kender i den indre by, blev skabt og udtænkt i middelalderen. I denne periode var udviklingen så stærk, at den kun kan sammenlignes med de ændringer, der fra midten af forrige århundrede satte ind. Resens prospekt fra 1675 viser i store træk, hvordan byen må have set ud ved middelalderens slutning, selvom svenskekrigene har fjernet en del.   Vigtigt er det imidlertid, at man stadig på en vandretur gennem den indre bys gader, forsynet med lidt fantasi som ballast, kan forestille sig byens historie, som den ligger under vore fødder.                       Ole Schiørring
Borgmester og råd et Helligkorskapel for de vejfarende, og det nævnes første gang i 1503.   Omkring 1500 havde byen nået sit maksimum, hvad angår gejstlige og verdslige institutioner, og de ændringer, som reformationstiden fra 1536 til ca. 1540 medførte, berørte kun de kirkelige institutioner. Det store Sortebrødrekloster blev i 1541 omdannet til Almindeligt Hospital, og kirken blev sognekirke under navnet Vor Frue. Den middelalderlige Vor Frue sognekirke nedlægges i 1542. Skt. Olufs kirke styrter		sammen i 1548, og menigheden henvises til domkirken. Bispegården omdannes til lensmandssæde, og her indrettes tillige kongeligt kornmagasin, ligesom domprovsten far bolig i dele af komplekset. Kapitelhuset og de evrige huse syd for domkirken bliver residens for den lutherske biskop. Helligåndshuset nedlægges i 1540, og endelig overlades karmeliternes bygninger i 1541 til byens brandlidte borgere som stenbrud. Reformationstiden medførte, at bybilledet blev lidt »fattigere« uden de markante stenbygninger, men den fik ikke