REGISTRANT - Registrantområder - Ø-gade Kvarteret

3

lukningen i 1917.   Pladsen mellem Vesterport og teglværket blev brugt som kvægtorv, og i 1880'erne indrettedes der faste fare- og svinefolde. Kreaturmarkedet fortsatte her indtil 1907, hvor havnens nyopførte slagtehus overtog handelen. Byens forskønnelsesforening samlede i 1913 ind til udsmykning af pladsen, som var blevet anlagt i 1912 og siden 1890 havde heddet Vesterbro Torv.   Efter udskiftningen af kjøbstadjorderne i 1843 og byportenes fald i 1851 startede byggeriet langt Nørregade og Nørreallé samt nederst på Teglgårdsstræde (senere Teglgårdsgade og Sjællandsgade).   Byggeloven for købstæderne vedtoges 30. december 1858, og det mere organiserede byggeri tog til. Derfor har Århus i slutningen af forrige århundrede haft grundlag for hele 6 teglværker, hvor der foruden Langballes Teglværk yderligere var 2 tegl- og kalkbrænderier i kvarteret omkring 1870. Meden & Caspersens Teglværk lå omtrent, hvor Sjællandsgade og Sølystgade krydses, mens Steinbrenners Teglværk var beliggende på et større område vest for det nederste stykke af Ny Munkegade.   Der eksisterede ingen egentlig byplanlovgivning, og provinsbyernes vækst var normalt af noget spredt og tilfældig karakter. Århus fik sin første stadsingeniør i 1869, og med bygningsvedtægtens §47 fra 1868 gives der mulighed for, at »gader bliver udlagt i hensigtsmæssig retning, ikke blot med hensyn til vejens beliggenhed på selve de pågældende områder, men også til hele det system af gader og veje, der efter forholdene på det sted vil være mest hensigtsmæssige«. I de følgende år blev der vedtaget flere nye bygningsvedtægter for Århus købstad, og der stilledes strengere krav til gadebredder, bygningshøjder, adgangsforhold, brandsikring, materialer, bærende konstruktioner og endda temmelig præcise krav til størrelse af facadedekorationer, karnapper, kviste o.l..   Trods de ret klare retningslinier for anlæg af gader fik den tidligste udvikling i kvarteret en noget tilfældig form, da planlægningen blev afhængig af toftejernes særlige interesser samt af udgiftsfordelingen i forbindelse med fremføring af vandledninger, gadebelægninger fabrikant Verner, der i 1874 m. m..   Som eksempel på fremgangsmåden ved anlæg af gader berettes bl. a. om		udstykkede en større grund (matr. nr. 30 a), som skulle gadebetjenes både fra Sjællandsgade og Nørregade. Denne udstykning blev således bestemmende for beliggenheden af Norsgade og en lille del af Thunøgade; dog skulle Thunøgade føres over Konsul Herskinds grund (matr. nr. 28 a), hvorpå villa Sølyst lå, for at nå Sjællandsgade, hvilket han modsatte sig.   Dette løstes ved gensidig udveksling af grundstykker og erstatninger, og da kommunen tilbød at bekoste anlægget af vandledning, blev disse gadegennemførelser omsider foretaget. Fortsættelsen af Thunøgade mod den af grundejerne ønskede Hjelmensgade kom ikke så nemt i stand, da konsul Herskind atter var uvillig til at afgive arealer, og da bankier Kjer ønskede at opføre en bygning, netop hvor gaden var tænkt fremført (matr. nr. 28 ø). Derfor ønskede kommunen ikke at tage del i gadeanlæggelsen, og således fortsatte Hjelmensgade at være en privat, blind vej. Gadestykket blev først fuldført i 1889 på.Kjer's initiativ, og den fik det buede forløb på grund af den da opførte villa. Således findes der adskillige beretninger om de vejstridigheder der opstod, hver		gang en grundejer udstykkede. I 1872 blev der anlagt en markvej på en sti fra 1843 forbi Steinbrenners Teglværk, forbi krudttårnet og op til galgebakken, hvor man startede opførelsen af den nye fodfolkskaserne (Høegh- Guldbergs Gades kaserne). Matrikulen for markjorderne indføres i 1880, og markvejen navngives Ny Munkegade i 1882, efter at den i forbindelse med opførelsen af byens epidemilokale i 1875 var blevet forlænget til den nuværende Samsøgade. Frue Kirkes præstegård blev i perioden 1877-79 flyttet fra Vestergade 70 til Amerikavej 3. På Åmerikavej, som senere blev navngivet Ånholtsgade, fortaltes der på dette tidspunkt om nogle enkeboliger henne ved Teglgårdsgade (senere Sjællandsgade). Disse »enker« havde åbenbart været generende for de øvrige beboere, idet byrådet i 1879 behandlede flere andragender om bortvisning af de offentlige fruentimmere fra stedet; samtidig ansøgtes der om at oprette et bordel, hvilket åbenbart ikke skete, da man stadig i 1884 klagede over prostitutionen på gaden.   Det første egentlige initiativ til en udbygning af kvarteret,
		Kort over Århus fra ca. 1800, tegnet af fændrik Küker Den Gamle By.