REGISTRANT - Registrantområder - Trøjborg

12

Om bygninger og arkitekter på Trøjborg




Kvarterets sydligste karreer langs Trøjborgvej og Niels Juels Gade, opt. 1983.
 
 
Som det nordligste af de gamle karrékvarterer med bymæssig karakter opstod Trøjborgkvarteret som et selvstændigt byområde adskilt fra midtbyen af Nordre Kirkegård og set rent bygningsmæssigt kun forbundet med byen af en stribe ejendomme langs Skovvejen ned mod Østbanetorvet og Mejlgade.
  En umiddelbar baggrund for kvarterets opslåen lader sig vanskeligt påvise, da der ikke på stedet har været lokaliteter eller aktiviteter, der kunne begrunde en egentlig udbygning af denne del af byens markjorder. Endvidere betød en byrådsbeslutning i 1873 om anlæggelsen af Nordre Kirkegård, at byens udvikling i nordlig retning kun lod sig gøre i mindre omfang ved den nederste del af Randersvej, langs Kirkegårds vej, Knudrisgade, Østbanetorvet og Skovvejen, da det forholdsvis store areal, som kirkegården repræsenterede, ville medføre, at en yderligere udbygning af byen i denne retning måtte foregå i en vis afstand fra denne.
  Disse forhold til trods blev en stor del af de markjorder, der i dag udgør Trøjborgkvarteret, opkøbt i begyndelsen af 1880'erne af ganske få personer og i perioden frem til
århundredskiftet udstykket i mindre grundstykker og solgt til boligformål.
  Udlægningen af kvarterets gadenet tog sit udgangspunkt i de gamle mark- og landeveje. Dronning Margrethes Vej, Trøjborgvej, Aldersrovej, Skovvangsvej og en del af Otto Ruds Gade udsprang således af disse tidlige mark- og landeveje, og ved et samarbejde mellem de fa store grundejere og byrådet blev en stor del af kvarterets øvrige gadenet udlagt.
  Baggrunden for kvarterets forholdsvis regelmæssige gadenet skal nok også findes i´det forhold, at man efterlevede §47 i bygningsvedtægten fra 1868, der for planlægning af gader foreskrev, at »gaden bliver udlagt i hensigtsmæssig retning, ikke blot med hensyn til vejens beliggenhed på selve det pågældende område, men også til hele det system af gader og veje, der efter forholdene på det sted vil være mest hensigtsmæssige«.
  l modsætning til Ø-gade kvarteret, hvor der ved flere gadeanlæg blev foretaget mageskifte, og hvor der var uvilje mod visse gadeanlæg, forløb udlægningen af gaderne på Trøjborg uden nævneværdige
problemer.
  Umiddelbart kan det være vanskeligt at få et overblik over den bygningsmæssige udvikling på Trøjborg. Selv om gadenettet allerede var blevet fastlagt på et tidligt tidspunkt, skete udbygningen ikke gadevis efter et ordnet system, men som enkeltbygninger og mindre dele af randbebyggelser spredt i kvarteret. Udbygningen skete ikke som en jævn flydende proces, men koncentrerede sig i tre udbygningsperioder, hvoraf den første forekom i årene 1900-1902, den næste i årene 1909-1913 og den sidste, der blev en periode af længere varighed og med et relativt højt aktivitetsniveau, opstod i årene 1928-1937.
  Bygningsmæssigt er kvarteret karakteristisk ved en stor forskellighed både t bygningsmassens fremtræden og dens anvendelse. Man finder på Trøjborg i større udstrækning end i de øvrige karrékvarterer en blandet bebyggelse bestående af både etageboliger, villaer og erhvervsbygninger.
  Hvor det i de første år udelukkende var private, der byggede i kvarteret, gyndte byggeselskaber og boligforeninger i begyndelsen af