REGISTRANT - Registrantområder - Trøjborg

21


Dobbelthus Marienlunds Allé 20 og 22 opført af A.A.B.
 
 


 
Nordre Ringgade set fra Skovvangsvej mod sydvest.
 
 
Første store samlede bebyggelser i kvarteret med et ensartet facadeforløb. Bebyggelserne, der er ret beskedne i deres arkitektoniske detaljering, var på opførelsestidspunktet tænkt som et alternativ til de økonomisk belastede dobbelthuse, som AAB på samme tid opførte på arealer nord for Skovvangsvej ved Marienlund.
  Boligområdet nord for Skovvangsvej ved Marienlund, som AAB opførte i begyndelsen af 1920'erne, adskilte sig som arbejderboliger fra, hvad man tidligere havde set i Århus. Bebyggelsen, der blev tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen, er i sin udformning vel i nogen grad inspireret af den engelske havebykultur - tanken om naturens rekreative indflydelse på sjæl og legeme og muligheden for at dyrke sine egne grøntsager.
  Dobbelthuset, der er den gennemgående hustype, er udført i mange variationer og med forskellige arkitektoniske virkemidler, hvoraf nogle må

tilskrives den nationale arv, og andre er inspireret af de engelske forbilleder.
  Karnappen var i denne periode, ligesom det halvvalmede tag, obligatoriske bygningsdetaljer, som man bl.a. også brugte det ved samtidige villabyggerier. De tilbagetrukne indgangspartier i forskellig udformning og spidsgavlene med en karakteristisk kam i den øverste del af gavlen er detaljer, der ikke direkte kan tilskrives en dansk byggetradition, men alligevel er med til at karakterisere bebyggelsen.
  De enkelte huse findes dels i en pudset og gulkalket udførelse med hvidkalkede detaljer og dels udført i blank mur af røde teglsten med hvidkalkede detaljer. Vinduespartierne, som i stor udstrækning er med til at give en bygning sin karakter, var i denne bebyggelse oprindelige hvidmalede med ensartede gående over- og underrammer udført i et antal af fag afpasset efter vinduernes størrelse. Dette oprindelige træk har i årenes løb ændret sig som følge af den stadig omsiggribende vinduesudskiftning, og det ændrede facadeudtryk, der herved er fremkommet, falder ikke altid ud til de enkelte huses fordel.
  Marienlund er ikke en del afregistreringsområdet, og er derfor ikke beskrevet i registreringsafsnittet, men områdets karakter og kvalitet er af en sådan beskaffenhed, at en kort beskrivelse alligevel er blevet medtaget i dette afsnit om kvarterets arkitektur. Udbygningen af kvarteret var særlig omfattende i årene 1928-1937. Ivar Huitfeldts Gade, Otto Ruds Gade og store dele af Willemoesgade og Tordenskjoldsgade blev udbygget i denne periode.
  Store dele af karrébebyggelsen

blev opført af private bygherrer og mange efter en fælles bebyggelsesplan, men også Arbejdernes Byggeselskab opførte i disse år to karrébebyggelser i denne del af kvarteret.
  Byggeselskabets bebyggelser var tegnet af arkitekt Vilhelm Puck og udtrykte trods visse fællestræk to forskellige tidsperioder, hvoraf bebyggelsen Ivar Huitfeldts Gade 24-52 og Otto Ruds Rade 41-45 i sin facadeudformning fremstår med et nyklassicistisk udtryk, hvorimod bebyggelsen i nabokarreen, Willemoesgade 26-50, Otto Ruds Gade 47-65 og Ivar Huitfeldts Gade 39-51, repræsenterer en bygningstype, der med sine enkle facader og store 4-fags vinduer fremstår med et forenklet facadeudtryk, der formidler overgangen til den funktionalistiske byggestil. Et karakteristisk fællestræk er de dobbelte indgangspartier anbragt i en to fag bred risalit. To-fags risalitten var også anvendt som facademotiv ved bebyggelsen, som AAB opførte i 1921 på Skovvangsvej.
  Nordre Ringgade nr. 100-112, der blev opført i begyndelsen af 1930'erne, er ligeledes en karakteristisk bebyggelse, hvor man i hjørnefagene indbyggede altaner med brystninger udført i teglsten og tilpasset facadens vandrette opdeling, som den er udført i røde og gule teglsten.
  Baggrunden for en opdeling af facaden, som den er udført her, er ikke umiddelbar, men i denne periode, der danner overgangen til funktionalismen, var en del af murstensarkitekturen efterhånden blevet så »forenklet«, at behovet for en vis »udsmykning« af facaderne var til stede, og en enkelt måde var at udnytte teglstenenes gule og røde farver til den brede vandrette opdeling.

 
Ivar Huitfeldts Gade 32 til 38 opført af Arbejdernes Byggeselskab.