REGISTRANT - Registrantområder - Frederiksbjerg Øst


forekommer der ret karakteristiske bebyggelses- og miljømæssige forskelle inden for rammerne af det her afgrænsede område. I den ældste del af kvarteret omkring Jægergårdsgade og Ole Rømers Gade består karreerne hovedsageligt af 1½ -2½ etagers randbebyggelse beliggende på selvstændige parceller og med en del erhvervsbebyggelse i karreernes indre. Friarealerne er i vid udstrækning benyttet til parkeringsog oplagsareal og mange boliger har intet opholdsareal. Bebyggelsen mod Frederiks Allé, nord for Odense-gade og i området omkring M. P. Bruuns Gade har nyere og højere randbebyggelse, 3½ -2½ etager, og er belastet af tilsvarende friarealproblemer som det ældste område. Syd for Odensegade i Marselisborgkvarteret er karréstrukturen mere ensartet. Karreernes indre er stort set fri for bebyggelse og de enkelte parcellers bagareal oftest udlagt til ophold - dog sædvanligvis forbeholdt få af karreens beboere. Udstykningsformen er stadig karakteriseret af lange, smalle, selvstændige matrikler, der er individuelt indhegnet og således ikke umiddelbart frembyder mulighed for fælles ophold for beboerne. Kun en enkelt af de lukkede karreer - beliggende mellem Assensgade og Marselis Boulevard — repræsenterer en udstykningsform, som har gjort det muligt fra starten at udlægge karreens indre til fælles anvendelsesformål for beboerne. Strandparken er atypisk for området, men repræsenterer 30-ernes boligidealer på en tiltalende måde. Bebyggelsen forekommer stadig tidssvarende, har gennemgået isoleringsmæssige forbedringer og repræsenterer med sine grønne friarealer og beliggenheden, umiddelbart op til Skanseanlægget, områdets højeste boligstandard. Områdets miljøforhold er som helhed præget af en mærkbar trafikal belastning. Frederiks Allé, Strandvejen og Marselis Boulevard er indfaldsveje med en døgntrafikbelastning på 15-25.000 personvognsenheder og M. P. Bruuns Gade, Hans Broges Gade og Jægergårdsgade fordelingsveje med 5-10.000 personvognsenheder i døgnet. (Jfr. kortbilaget »Miljømæssig helhedskarakter«). Mange boligveje belastes af gennemkørende trafik, og der er på den baggrund gennemført ret omfattende færdselsregulerende indgreb i kvarteret omkring Ole Rømers Gade. Dererindtil videre ikke foretaget § 40-reguleringer i området. Områdets ældste kvarterer har ingen egentlige parker eller torve- og pladsdannelser. Strukturen er ret monoton og dette sammenholdt med den trafikale situation samt de ringe opholdsmuligheder i karreerne efterlader indtrykket af et forholdsvis utidssvarende boligmiljø. Af kommunens oversigtsplaner fremgår det		ligeledes, at den boligtekniske standard er lav. Kvarteret syd for Odensegade er på baggrund af den omtalte, oprindelige planlægning forsynet med en del åbne byrum, torve, boulevarder og et enkelt parkanlæg, men bebyggelsesprocenten er til gengæld ret høj. En del af boligvejene her er også belastet af gennemkørende trafik og parkeringsintensiteten stor. Kvarteret har ikke gennemgået væsentlige forandringer siden århundredeskiftet og med det radikalt ændrede trafikmønster forekommer reguleringer påkrævede. Med hensyn til de specifikke bolig-, karré- og kvartermæssige forhold kan henvises til den tidligere omtalte BUR-KAB rapport samt de af kommunen udførte analyser af bebyggelsesforholdene. Der skal ikke i denne forbindelse fremlægges konkrete byplanmæssige forslag omhandlende det afgrænsede områdes fremtidige forhold, men i alment orienterende øjemed skitseres nogle af de administrative vilkår og relevante planlægningsmæssige muligheder, som ikke mindst kommuneplanloven skaber basis for. Ligeledes har boligministeriet for nylig fremlagt et udkast til lov om boligforbedring og byfornyelse, der tilsigter at skabe grundlag for en koordineret og intensiveret indsats for at forbedre boligog bebyggelsesforholdene i de ældre bydele. Allerede i den af »Boligministeriets udvalg angående den bolig- og byggepolitiske målsætning« i 1968 udsendte betænkning vedrørende byfornyelse, afgrænses byfornyelsesbegrebet, ligesom emnets komplekse karakter skitseres. Talrige hensyn indgår i såvel planlægnings- som gennemførelsesprocessen, og der er i den mellemliggende periode foretaget en række analyser og undersøgelser af disse by- og boligforbedringsproblemer, hvor særligt kan nævnes den i 1978 af boligministeriet udsendte »Redegørelse om by- og boligforbedring «. Med udgangspunkt i bl. a. BUR-KAB rapporten fra 1977, der som et af sine analyseobjekter har haft et område på Frederiksbjerg, skitseres i denne redegørelse fremtidsmulighederne for de såkaldte »grå« boligområder eller med et andet udtryk »byfornyelseskvartererne «. Disse områder - hovedsageligt 50-100 år gamle - er ikke totalt nedslidte, og altså ikke saneringsmodne som sådan, men lider under en række boligmæssige problemer, ligesom vedligeholdelsestilstanden ofte lader meget tilbage at ønske. En forbedringsindsats er derfor absolut nødvendig, såfremt man skal kunne hindre en yderligere forringelse og decideret forslumning. Områderne repræsenterer en så betydningsfuld boligressource og		samfundsøkonomisk værdi, at en offentligt støttet byfornyelsesindsats skønnes nødvendig, og en sådan indsats må rettes imod såvel den enkelte boligs indretning og tekniske standard som disse byområders generelle forbedring. En undersøgelse af Frederiksbjergs befolkningsudvikling i første halvdel af 70-erne viser en tiltagende skævhed i aldersfordelingen set i forhold til kommunen som helhed. Andelen af ældre og unge enlige er væsentligt højere end kommunens gennemsnit, medens antallet af børn er relativt lavt. Denne skævhed viser en accelererende tendens og må opfattes som et tegn på den tiltagende forslumning af kvarteret. For at undgå områdets udvikling til et egentligt »saneringskvarter«, hvis fornyelse ville fordre omfatte nedrivninger, må forudsættes en betydelig forbedring af ejendommenes tekniske standard, ligesom der må sættes ind med hensyn til kvarterforbedringer, (torve, fælles legepladser, offentlig og privat service), karréforbedringer (gårdrydning, arealsammenlægning, beplantning m.v.) og ikke mindst trafikale forbedringer. Forholdene omkring enkelte hovedfærdselsårer vil kun vanskeligt kunne forbedres radikalt, men kvartergaderne må nødvendigvis forventes at kunne aflastes. Med gennemførelsen af loven om kommuneplanlægning (ikrafttrædelse 1. feb. 1977) er det pålagt landets kommuner - koordineret med amternes regionplanlægning -at gennemføre en overordnet kommuneplanlægning. Det nævnes således i kommuneplanlovens § 3, stk. l, at der for hele kommunen skal fastlægges en hovedstruktur, og at der for de enkelte dele af kommunen skal fastlægges rammer for indholdet af den kommende lokalplanlægning. Det forekommer overordentligt vigtigt, at de egentlige byfornyelsesområder defineres i forbindelse med kommuneplanlægningen, og at der i samme forbindelse også tages hensyn til de i historisk, arkitektonisk og miljømæssig henseende mest betydningsfulde forhold. Ved tilrettelæggelsen og udarbejdelsen af det foreliggende registrerings- og klassificeringsmateriale er der lagt vægt på at fremlægge resultaterne i en sådan form, at anvendeligheden som basismateriale i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen skulle blive bedst mulig. I det til lov om kommuneplanlægning tilknyttede opsamlingscirkulære af II. feb. 1977 redegør miljøministeriet nærmere for byområdernes opdeling i enkeltområder indeholdende bebyggelse af beslægtet art og anvendelsesformål, ligesom man specielt i forbindelse med de større byers centrale områder lancerer begrebet delområder,