REGISTRANT - Registrantområder - Frederiksbjerg Vest


Frederiks Allé set mod Ewaldsgade og Jægergårdsgade fot. omkr. 1915, N. J. Israelsen.		udformningen af de kvaliteter, kvarteret ved Stadion Allé og Harald Jensens Plads den dag i dag frembyder. Byggeriet langs den vestlige side af Frederiks Allé starter i begyndelsen af 1870'erne. Byggestilen er i starten pudsede huse påvirket af senklassicismen, men efterhånden udvikledes en byggestil, som havde rødder i historicismen og senklassicismen. Husene har røde teglstensfacader og er proportionsmæssigt enkelt udformede. Teglsten og formsten anvendes som dekorationer i bånd, gesimser, friser m.v., og ofte er der placeret et bryn over vinduesstikket (ill.). Denne byggestil er repræsenteret ved flere bygninger i Frederiks Allé, omend mange facader senere enten er malet eller stærkt ombygget. I flere huse langs Holbergsgade's sydside og langs nordsiden af Absalonsgade kan denne byggestil registreres helt op til 1890'erne, dog i en noget mere nøgtern udformning. En stor del af kvarterets bygninger er præget af den i 1890'erne meget udbredte nyrenæssancestil. Denne stil er anvendt ved l-etages huse i Wilstersgade, 2- og 3-etages huse i Absalonsgade og Holbergsgade og ved 4-etages ejendomme i Ewaldsgade, Ankersgade samt ved Frederiksbjerg Torv. Karakteristisk for denne stil er kontrastvirkningen mellem de røde teglstensfacader og de pudsede, profilerede facadedekorationer. De mindste og ældste bygninger har ret enkle, pudsede facadedetaljer f.eks. vinduesindfatninger og gennemgående sålbænke, men ved yngre og efterhånden højere bygninger tilføjes flere renæssancemotiver, som f. eks. refend- eller kvaderfuget underetage, frontoner, brystningsdekorationer og ofte en konsolbåren gesims, hvis profilform kan være forstærket ved en karnistagrende, som det endnu kan ses i Ewaldsgade. Stilen kulminerer omkring århundredskiftet, hvor bygningerne prydes af karnapper, altaner og hjørnespir, som f.eks. hjørnebygningerne ved Ewaldsgade og Frederiks Allé. Denne renæssanceinspirerede facadearkitektur forsvinder kort efter århundredskiftet. Dog skal den noget senere af arkitekt V. Puck jun. tegnede bebyggelse ved Skt. Lukas Kirkeplads og Vejlegade nævnes, hvor de flotte svungne gavle tydeligt er inspireret af renæssanceherregården »Hesselagergaard«. Hedemannsgade bebygges i årene 1911- 12 med 3½ -etages ejendomme, hvor facaderne fremtræder i røde mursten sten og i en nøgtern stil præget af nationalromantikken (ill.).
Planen var ret så omfattende og omhandlede, foruden Frederiksbjerg Vest, dele af midtbyen, arealerne ved Langenæs, en vejplan med mindepark og villakvarter ved Marselisborg skove samt i det sydlige opland Viby og Holme grund. For at opnå en bedre forbindelse mellem midtbyen og det sydlige opland er foreslået en nord-sydgående vej, der passerer Ingerslevs Plads, og Skt. Anna Gade er ført igennem til en ny bro over banegraven. Den hastige udvikling af alle arter af trafikmidler medførte en høj projektering af færdselssikkerheden. Gaderne på Frederiksbjerg blev udlagt i stor bredde, og »hvor store og brede Gader skærer hinanden under spidse Vinkler, opstår uundgaaelig en stor Færdselsplads, som trods imponerende Størrelse vil frembyde Usikkerhed for Færdselen, saafremt den ikke formes og inddeles under Hensyn til Færdselssikkerheden. Den halvmaanedformede Plads ved de Mezas Vej - Harald Jensens Plads - og den rektangulære Plads ved Ringgaden - Joh. Baunes Plads - er formede ud fra den Betragtning at skabe Færdselssikkerhed. At de to Pladser tillige vil blive smukke, er jo kun af det Gode«. Harald Jensens Plads fik dermed stort set sin nuværende udformning, og de indtil da uafklarede problemer med Ingerslevs Boulevard's udmunding i krydset blev løst på en tiltalende måde. Den storslåede, aksefaste Stadion Allé blev mod nord omkranset af 4 symmetrisk placerede karreer, som ved krydset Søndre Ringgade/F. Vestergaards Gade udmunder i den rektangulære Joh. Baunes Plads, og alleen fortsætter mod syd ud til Stadion gennem et villakvarter og skoven ved Stadion. Marselis Boulevard blev forlænget ud til Skanderborgvej i en anselig bredde, og i boulevardens midterareal skulle en eventuel sydlig havnebane forløbe. Jernbaneforholdene havde længe været under al kritik, men en ny hovedbanegård	var under udarbejdelse tillige med omfattennde udvidelser af banegraven. Desuden kæmpede byen hårdt for at få en ny godsbanegård i Mølleengen. Hertil kom, at byrådet i årene 1907-15 førte forhandlinger med trafikministeriet og statsbanerne om sporanlæg på den nye sydhavn og om en eventuel forbindelsesbane til havnen syd om byen. Det førte i 1914 til en overenskomst mellem kommunen og De Danske Statsbaner, hvor kommunen bl. a. forpligtede sig til at stille arealet til en forbindelsesbane syd om byen til rådighed i 20 år. I overenskomsten indgik to mulige linieføringer, dels en linieføring lidt syd for Marselis Boulevard og dels en linieføring som den, A. F. Frederiksen stort set fulgte i sin byplan. Arealreservationerne til den sydlige havnebane hæmmede længe udviklingen i det sydlige Frederiksbjerg. Først da man i 1935 -. i forbindelse med opførelsen af den funktionalistiske stokbebyggelse »Strandparken« - fik den øvrige del af linieføringen placeret i Marselis Boulevard's midterareal efter forhandlinger med statsbanerne, blev de sidste arealer mod Marselis Boulevard efterhånden bebygget. Den sydlige havnebane blev ikke gennemført. Udviklingen var løbet fra den med den stadigt stigende lastbilfragt, og sidst i 40'erne gik sagen i glemmebogen, uden at overenskomsten blev aflyst. Den af A. F. Frederiksen foreslåede nordsydgående vej med en bro over banegraven blev ikke gennemført, og hermed forsvandt en væsentlig del af grundlaget for et af planens mest centrale punkter - den store ottekantede plads mellem Ingerlevs Boulevard og Marselis Boulevard, der ligesom Ambt og Kampmann's dobbeltpladsanlæg aldrig blev gennemført. Arealet blev allerede i 1899 - formentlig midlertidigtudlagt som idrætsplads, til hvilket formål det stadig gør udmærket fyldest. Der fandt andre ændringer sted, men planen har haft afgørende betydning for